Bydel med historiske rødder er åbnet

Torsdag d. 17. marts blev Falbe Parken ved Mariagervej åbnet officielt af borgmester Claus Omann Jensen og de første 54 boliger i byggeriet blev indviet. Samtidig blev 1. spadestik til næste etape i byggeriet taget. Den nye bydel er en hyldest til den ikoniske Randers-virksomhed G. Falbe-Hansen.

18. marts 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

G. Falbe-Hansen var kendt for at lave kvalitetsherretøj og virksomheden lå i byen i over 135 år, indtil den gik konkurs i 2009. Fra 1962 og frem til 2006 lå fabrikken på netop den grund, som Falbe Parken opføres på i dag.

Falbe Parken blev officielt åbnet torsdag den 17 marts af borgmester Claus Omann Jensen. I den forbindelse blev de første 54 boliger også indviet af henholdsvis Lars Falbe-Hansen, den sidste aktive Falbe-Hansen ved konfektionsvirksomheden, og tidligere tilskærer Ellen Petersen, der i dag er byrådsmedlem og gruppeformand ved 3F.

På dagen blev der desuden taget 1. spadestik til næste etape i byggeriet, nemlig bebyggelsen 1956 Moesgaard-Nielsen, der er en hyldest til den tredje direktør i virksomheden. Her bliver der opført 24 almene boliger, der forventes indflyltningsklare medio 2017.

Når Falbe Parken er helt færdigbygget, vil den efter planen bestå af knap 200 boliger.

Se billeder fra åbningen af Falbe Parken, indvielsen af Gotthilf og Just-bebyggelsen samt 1. spadestik på 1956 Moesgaard-Nielsen-bebyggelsen:


Rød tråd til historien

”Jeg er glad for, at Falbe Parken bliver opført på en måde, hvor den arkitektoniske udformning har en klar rød tråd og forbindelse til de historiske rødder. Falbe Hansen er en vigtig del af byens historie, og den skal vi værne om. Samtidig er byggeriet et udtryk for noget af det, vi er gode til i Randers. Vi er gode til at få ideer ført ud i livet, og derfor skyder flotte kvalitetsboliger nu op på den tidligere fabriksgrund. Det skal vi være stolte af, siger borgmester Claus Omann Jensen.

G. Falbe-Hansen startede som en klædeforretning i 1872, dengang som et kompagniskab med navnet "Thykier og Hansen" i Torvegade Randers. I 1882 begyndte forretningen at sælge stoffer en gros til skræddere i oplandet, og virksomheden voksede hurtigt ud af sine lokaler. Adskillige lokationer i centrum kom til at huse virksomheden henover de første 90 år af dens levetid, og hele vejen igennem var der en Falbe-Hansen med ved roret.

I 1962 indtog man de dengang helt nye lokaler på Mariagervej, tegnet af den lokale arkitekt Niels Blinkenberg.

 

450 medarbejdere

I virksomhedens storhedstid var der helt op til 450 medarbejdere, men desværre var den sidste halvdel af 1900-tallet hård ved industrien. Gradvist blev mere og mere af produktionen flyttet til udlandet, men G. Falbe-Hansens klædefabrik kæmpede sig dog igennem helt frem til år 2009

I 2011 blev lokalerne på Mariagervej totalskadet af en voldsom brand, og samme år fik Randers Arkitekten og Falbeparken C2 Aps ideen til at hylde virksomheden gennem de nye bebyggelser - og det er nu blevet til den ikoniske Falbe Parken.

”Falbe Parken er et bevis på, at arkitekturen kan fortælle historien,” siger Brian Andersen fra Randers Arkitekten.