Snak om sundhed, røg og demens

Har du gode idéer til, hvad den nye Sundhedshøjskole skal tilbyde til borgerne i Randers Kommune? Er du pårørende til en dement, og vil du gerne vide mere om kommunens tilbud til demente? Eller går du med en drøm om at blive røgfri? Så har du mulighed for at møde repræsentanter fra Sundhed og Omsorg i Randers Kommune på den store boligmesse i Arena Randers søndag d. 21. februar 2016.

02. februar 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

83 procent af danskerne er røgfri, vil du være én af dem? Så kan du få en snak med en rygestoprådgiver fra Randers Sundhedscenter, søndag d. 21. februar 2016 på boligmessen i Arena Randers.

”Vi ved, at det kan kræve mange forsøg og forskellig hjælp og støtte, før man er helt røgfri. Heldigvis har vi mange gode eksempler på, hvordan det er lykkedes for forskellige mennesker, og vi vil gerne have en snak med borgerne om, hvordan vi bedst kan hjælpe dem,” siger sundhedskoordinator Jannie Martensen.

Læs mere og tilmeld dig rygestop her

Der er også fagfolk til stede til at fortælle om den nye sundhedshøjskole, som sundhedscenteret har i støbeskeen i samarbejde med andre sundhedsaktører, Regionshospitalet Randers, Folkeoplysning og foreninger bredt i Randers Kommune.

”I forbindelse med Sundhedshøjskolen vil vi gerne høre, hvad borgerne mener, der er behov for af nye sundhedstilbud og livsstilsforløb. Hvad giver mening dem, hvor skal det foregå, hvornår, hvor lange forløb og så videre,” siger Lars Johansen, projektleder for Sundhedshøjskolen.

Vi taler om demens

Som ved sidste års boligmesse, er demenskoordinatorerne til stede søndag den 21. februar fra kl. 10.00 til kl. 17.00.

”Vi vil gerne fortælle om de tilbud, der findes i Randers Kommune for borgere med demens og deres pårørende, og så kan demenskoordinatorerne støtte borgerne i at få etableret kontakt til de tilbud, der er relevant for den enkelte,” fortæller demenskonsulent Helle Sahl.

Der er også mulighed for at tale med fagfolkene om de udfordringer, der følger med en demenssygdom, og borgerne kan komme med bud på, hvad de kunne have af ønsker, hvis de selv eller en nær pårørende bliver ramt af sygdommen.

”Med vores deltagelse på messen, vil vi gerne formidle, at demens er noget vi taler om og handler på i Randers Kommune, og at man ikke er alene med sine udfordringer,” siger Helle Sahl.

Læs mere om tilbud for demente