Naturfag og insektspisning på Fårup Skole

På Fårup Skole er der fokus på naturvidenskaben, når skolens 9. klasse elever arbejder intensivt og tværfagligt med fagene fysik/kemi, biologi og geografi. Med skolens faciliteter og gode placering tæt på naturen har eleverne en unik mulighed for at gå i dybden med deres projekter

Therese Hansen, Rebecka Andersen og Laura Andersen, elever i 9.C på Fårup Skole, står sammen med deres levende insekter, som de har været ude og købe i forbindelse med projektet. De har også indkøbt tørrede insekter, som de vil servere for klassen, når de i uge 6 skal præsentere deres projekt.

04. februar 2016 - Oprettet af Thomas Christensen

Naturvidenskab kan være mange ting. Det kan 9. klasse eleverne på Fårup Skole skrive under på. I uge 5 har de naturvidenskabelig projektuge, hvor eleverne får mulighed for at gå i dybden med selvvalgte emner, hvor der arbejdes på tværs af fag.

”At have en projektuge, hvor eleverne arbejder intensivt med et emne, giver dem mulighed for at gå i dybden på en måde, der ikke altid er mulighed for i den normale undervisning. Eleverne får rigtig mange ’aha’ oplevelser, hvor det går op for dem, at naturfag er mere end de lige går og tror,” fortæller Stine Ingeberg, lærer på Fårup Skole og medplanlægger af Science Camp. Hun fortsætter:

”Eleverne synes, at det er spændende og udfordrende. Vi vil med projektugen vise eleverne, at naturfagene også er en mulighed, når de til sommer skal til at vælge uddannelser. Mange af elevernes idéer til emner stammer fra Science Camp, hvor alle vores ældre elever har mulighed for at deltage.”

Insekter og ernæring

Eleverne arbejdet med et bredt udvalg af emner, der alle er kendetegnet ved, at de er tværfaglige. Der er fx tre piger fra 9.C, der undersøger alternative proteinkilder, der er mere miljø- og ressourcevenlig end kødproduktionen er i dag.

”Mens der i fx oksekødsproduktionen bliver brugt op mod 13.000 liter vand pr. kilo kød, kræver insekter ikke nær så meget af miljøet. Insekter er på samme tid en rigtig god kilde til protein og et godt alternativ til det røde kød,” Fortæller Laura Andersen, Therese Hansen og Rebecca Andersen, elever i 9.C på Fårup Skole, der har tænkt sig at servere tørrede insekter for deres klassekammerater.

Raketter og vindtunnel

Et andet projekt, som tre drenge er i gang med, er en vindtunnel, hvor de tester, hvordan en raket reagerer, når den udsættes for vind.

”Vi har med hjælp fra firmaet Servex Ventilation A/S fået opstillet en vindtunnel, hvor vi kan teste vinds påvirkning af en raket. Vi har en dampmaskine, en blæser og en raket, der er hængt op inde i vindtunnelen. Dampmaskinen sender damp ind i vindtunnelsen, så vi kan følge vindens bevægelser omkring raketten,” forklarer Morten Pedersen, Marinus Elling og Casper Svendsen, elever i 9.C.

Fårup Skole har et stort fokus på naturvidenskab, og skolen gør rigtig meget for at støtte Science Camp. I forbindelse med foredraget med den danske ingeniør og astronaut Andreas Mogensen d. 9. marts deltager alle 7. klasser. Og de elever fra 8. og 9. klasse, som har deltaget i Science Camp, har VIP indbydelser til arrangementet.