Koncert på Værket med Jennumparkens Børnekor

Koret giver koncert lørdag den 27. februar kl. 15. Først fejres 150-året for Jeppe Aakjærs fødsel – koret har både kendte og mindre kendte sange på repertoiret. Publikum får også mulighed for at synge med på et par af hans mest kendte sange.

24. februar 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

I år skal koret, sammen med deres familier, til Jenle – Nanna og Jeppe Aakjærs kunstnerhjem - og optræde med Jeppe Aakjær sange. Denne tur sponsoreres af Lions Club Gudenaa.

Anden del af koncerten er med sange inspireret af Astrid Lindgrens bøger.
Børnene på Jennumparkens fritidshjem har haft tema om Astrid Lindgren. De har fået indblik i hendes bøger og sangene, der er bygget op omkring disse.

Koret synger sange fra ”Pippi Langstrømpe” og ”Emil fra Lønneberg” – her har korets pianist, Ulrik Damm, oversat og gendigtet et par af sangene.

Endvidere synger koret 5 sange fra Sebastians ”Ronja Røverdatter”. Her vil man også kunne opleve et par solister. I denne del af programmet er børnene klædt ud, så følgende dukker op på scenen: Pippi, Annika og Tommy – Emil, Ida og deres far, Anton – Ronja, Birk, Lovis og Mattis, samt anemoner, hekse, røvere, markedskvinder og riddere.