Aftenåbent for borgere med demens

Pårørende til mennesker med demens kan have brug for at få et pusterum fra en hverdag med mange bekymringer og udfordringer. Derfor afholder Demenstilbuddet Borupvænget nu to aftenarrangementer om måneden for borgere med demens i Randers Kommune.

Birte Hvass og Carl Erik Engelbrechtsen får lidt motion på cyklerne efter et godt spil bordtennis.

02. december 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

”Som pårørende til et menneske med demens kan man godt have brug for aflastning og mulighed for at foretage sig noget på egen hånd. Med den nye tilbud kan de pårørende kan være helt trygge, fordi de ved, at deres kære er i gode hænder hos os,” siger SOSU-assistent Christina Cecilie Jensen, der ligesom sine kolleger i tilbuddet har mange års erfaring med demens.

Arrangementet foregår fra kl. 17.00 til 21.15 og inkluderer aftensmad for de demente borgere. Aktiviteterne omfatter fælles forberedelse af aftensmaden, fællesspisning og fokus på bevægelse og motion. Der er i den forbindelse ansat en fysioterapeut.

Midler til arrangementerne kommer fra Sundhedsstyrelsens satspulje til ”Aflastning af pårørende til demente i egen bolig”, og Demenstilbuddet Borupvænget dermed fået mulighed for at arrangere to månedlige aftenarrangementer for borgere med demens.

Tid til de pårørende

Pårørende kan blandt andet benytte sig af lejligheden til at deltage i pårørendearrangementet på Rosenvænget, som bliver afholdt den første mandag i hver måned. Her bliver der taget forskellige emner op, som berører pårørende til demente.

”Vi ved, at mange før har meldt fra til pårørendearrangementet, fordi de ikke kunne efterlade deres ægtefælle alene derhjemme. Men man kan selvfølgelig også benytte lejligheden til at tage en aften på café med vennerne – det er helt op til den enkelte,” siger Christina Cecilie Jensen.

Første arrangement bliver afholdt mandag d. 5. december og herefter hver 1. og 3. mandag i måneden til og med oktober 2017. De demente borgere skal visiteres til tilbuddet, og pårørende kan ringe til Demenstilbuddet på Borupvænget på tlf. 8915 2414. Der er samtidig mulighed for at blive visiteret til taxakørsel frem og tilbage. 

Se video fra aftentilbuddet