Schæferhunde fra hele verden kommer til Randers

Randers Eventsekretariat og Schæferhundeklubben Danmark får VM i Schæferhund til Randers. 65 nationer vil dyste på Randers Stadion en hel uge i efteråret 2018. En event som vækker glæde i den kronjyske hovedstad, da den vil medfører masser af aktivitet og handel i hele byen.

Randers FC direktør Michael Gravgaard, eventchef Mette Bertelsen, hoteldirektør Sven Eskildsen og formanden for Schæferhundeklubben Danmark, Poul Meineche, ser frem til at Schæferhundene indtager Randers til VM i 2018.

14. november 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Der skal dystes i hele tre discipliner, når det officielle VM for verdens mest populære familie- og brugshund kommer til Randers. Det sker samtidig med at Schæferhundeklubben Danmark fejre sit 100 års jubilæum den sidste uge i september 2018.

”For 10 år siden afholdte vi det første VM i Randers. Det blev sådan en succes, at vi har fået overbevist Verdensunionen for schæferhundeklubber til at få mesterskabet igen forbindelse med vores jubilæum,” fortæller formanden for Schæferhundeklubben Danmark, Poul Meineche.

Når der afholdes VM for schæferhunde i udlandet som for eksempel Tyskland, kan mesterskabet tiltrække et par tusinde mennesker – deltagere som publikum. Mesterskabet i Randers ventes også at tiltrække mange besøgende. Direktør for Hotel Randers, Sven Eskildsen, husker hvordan mesterskabet i 2006 skabte liv i byen.

”Der var gang og liv i restauranterne, og jeg ser frem til at byde VM-deltagerne velkommen tilbage til Randers,” siger hoteldirektøren.

Ligesom for 10 år siden vil selve mesterskabet blive afholdt på Randers Stadion. Den gang var det på et endnu ikke færdigbygget stadion, husker Poul Meineche. Om to år bliver rammer en moderne sportsarena, og det glæder ikke kun formanden for schæferhundeklubben. Randers FC´s direktør Michael Gravgaard ser frem til at skulle lægge hus til en noget anden sportsgren end fodbolden, som plejer at være rammen på Bionutria park.

”Hos Randers FC byder vi gladeligt både hundeførere og schæferhunde velkommen til et af Danmarks bedste græstæpper. Det er spændende, at vores vanlige fodbold-rammer skal bruges til en så meget anderledes form for konkurrence, ” udtaler Michael Gravgaard.

Sideløbende med selve verdensmesterskabet vil schæferhundeklubben som jubilæumsaktivitet arrangere en udstilling, hvor der er fokus på hundenes skønhed.

”Der bliver således flere aktiviteter for både borgere i kommunen og tilrejsende gæster i forbindelse med verdensmesterskabet, ” konstaterer eventchef Mette Bertelsen fra Randers Eventsekretariat. Hun glæder sig samtidig over det gode samarbejde mellem hundeklub, kommunen og fodboldklub samt det lokale turisme- og handelserhverv, der gør det muligt at trække et sådant mesterskab til byen. Mesterskabet finder sted 24.-30 september 2018.