Randers Kommune vil udelukke virksomheder, der snyder i skat

Virksomheder, der ikke betaler den skat, de skal, eller medvirker til skatteunddragelse, får fremover ikke mulighed for at byde på opgaver fra Randers Kommune. Kravet vil gælde alle virksomheder, der leverer finansielle tjenesteydelser og i andre aftaler, hvor det er relevant. Det har byrådet besluttet på mødet den 7. november 2016.

07. november 2016 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

Randers Kommune indfører et nyt krav til virksomheder, der ønsker at byde på opgaver fra kommunen.

Fremover skal virksomhederne nemlig på tro og love erklære, at de ikke er dømt for skatteunddragelse eller medvirken hertil, når de sender tilbud på en opgave, som kommunen har sendt i udbud.

Kravet vil gælde for virksomheder, der ønsker at levere finansielle tjenesteydelser til Randers Kommune, ligesom det vil gælde for øvrige udbud og tilbudsindhentninger, hvor det er relevant. Det har Randers Byråd besluttet på mødet den 7. november.

Læs hele sagen på byrådets dagsorden

I forvejen stiller Randers Kommune en række krav til virksomheder, der ønsker at byde på opgaver fra kommunen. Fx krav om, at virksomhederne ikke må have stor gæld til det offentlige eller have medvirket til hvidvaskning af penge. Men tidligere har Randers Kommune ikke direkte stillet krav om, at virksomhederne ikke må være dømt for skattesnyd eller medvirken til dette. Kravet er dog stillet i forbindelse med, at kommunen netop har hentet tilbud på de kommunale bankforretninger for 2017-2020.  

 

Skattekrav gælder i hele kontraktperioden

Spørgsmålet om skattesnyd har blandt andet været til debat som følge af den såkaldte Panamasag, hvor personer og virksomheder over hele verden er under mistanke for at holde formuer hemmelige for skattemyndighederne. Med indførelsen af de nye skattekrav i Randers er forhåbningen, at kommunen undgår handel med virksomheder, der er dømt for at snyde i skat eller for medvirken til skattesnyd.

Randers Kommunes skattekrav til virksomhederne vil komme til at gælde i hele kontraktperioden. Det vil sige, at Randers Kommune kan opsige kontrakten, hvis en virksomhed bliver dømt for skattesnyd midt i en kontraktperiode.