Plan for skoleombygninger for millioner

Renovering af svømmehal på Nørrevangsskolen og opkvalificering af udearealer. Det er blandt de første nye tiltag i den skoleudviklingsplan, som byrådet godkendte mandag 3. oktober. Folkeskolerne i Randers Kommune bliver i perioden 2015-2020 moderniseret, ombygget eller renoveret for cirka 270 mio. kr. Det skal styrke undervisnings- og arbejdsmiljø. Udviklingsplanen beskriver både udviklings-aktiviteter som er afsluttede eller i gang og prioriterer rækkefølgen i kommende aktiviteter

På Tirsdalens skole er der blandt andet kommet nye aktiviteter udendøres til bevægelse.

04. oktober 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Håndværkerne er godt i gang på eksempelvis Hobrovejens Skole. Mens man på Tirsdalens Skole og Vestervangsskolen nu kan begynde at se resultaterne af den store investering. Mere plads til gruppearbejde, nye faglokaler der giver nye muligheder i undervisningen og nye udendørsaktiviteter til bevægelse. Det er nogle af de synlige fordele ved en større ombygning på Tirsdalens skole. Sammen med et nyt kantine-køkken ligger nu et stort lyst rum, der både kan bruges som en del af kantinen i pauserne og til elevernes gruppearbejde i timerne. 

Faglokaler løfter undervisningen

I det nye faglokale til Håndværk og Design er alt undervisningsmateriale samlet til faget, hvad enten det er træarbejde eller håndarbejde. Tidligere lå materialerne i hver sit efterhånden nedslidte lokaler.

”Det giver os helt nye muligheder for at lave gode læringsmiljøer, som både inspirerer og gør det lettere at tilrettelægge undervisningen, ” forklarer skoleleder Anne-Mette Thorsen.

Udenfor nyder de store elever muligheden for at brænde lidt krudt af i det nye parkouranlæg og de tilhørende multibaner.

”Faciliteterne skal både anvendes i forbindelse med bevægelse i undervisningen, men er også rigtig gode i elevernes pauser, så de får noget luft og får rørt sig,” fastslår Anne-Mette Thorsen, der ser frem til at også den næste del af ombygningen bliver færdig.

”Vi skal blandt andet have ombygget det gamle skolebibliotek til et nyt pædagogisk læringscenter, der både kan bruges i undervisningen og af eleverne til projekt- og lektiearbejde. Det giver da visse udfordringer i hverdagen, når vi nu for andet år skal leve med byggerod, til gengæld får vi nogle helt andre muligheder, når arbejdet står færdigt,” tilføjer hun.

Samme melding kommer fra Vestevangsskolen. Her skal man meget snart til at tage en række nye faglokaler og faciliteter i brug i skolens udskolingsafdeling.

”Nye faglokaler til blandt andet tysk og matematik betyder, at vi skaber et mere motiverende fagligt miljø. Når man går ind lokalet skal det emme af tyske gloser eller matematiske ligninger alt efter hvilket faglokale, der er tale om,” forklarer skoleleder Elsebeth Andersen.

Håndværkerne har fortsat travlt på skolerne

På Vestervangsskolen har håndværkerne travlt med at færdigbygge blandt andet nye musiklokaler. Og på Hobrovejens Skole renoverer håndværkerne for øjeblikket flere klasselokaler, omdanner det gamle skolebibliotek til nyt læringscenter, genindretter faglokaler og etablerer nye lokaler til musik og motorik. Samtidig skiftes vinduer, og der kommer ny ventilation.

”Det er tiltrængt med ombygninger og moderniseringer på vores skoler, og de mange investeringer er et led i den plan, som vi satte i gang med den nye skolestruktur sidste år. Med planen renoverer vi ikke alene vinduer og døre, men ser også på undervisningsmiljøet. Samtidig arbejder vi med, hvordan den nationale folkeskolereform bedst bliver en del af vores lokale skole. Vi har hentet inspiration fra et af verdens bedste skolesystemer i Canada. Derovre så vi blandt andet, hvordan faglokaler til sprogundervisning og matematik har en stor betydning for undervisningens kvalitet og elevernes motivation. Det er derfor dejligt, at vi nu begynder at se resultatet at de mange skoleombygninger i Randers, ” siger formanden for Børn- og skoleudvalget, Anders Buhl Christensen.

Børn- og skoleudvalgsmødet tirsdag den 4. oktober vil politikerne tage stilling til yderligere anlægsbevillinger for knap 38 millioner kroner til folkeskolerne i Randers.