BRUS – en udstrakt hånd

Alkohol og stoffer kan skabe problemer i familien. Børn og unge kan føle sig svigtet af deres forældre og opleve, at de er nødt til at være de stærke, der får familien til at fungere. Projekt BRUS hjælper børn og unge med at få så normalt et liv som muligt selvom mor eller far drikker for meget eller tager stoffer

Projektmedarbejdere Heidi Birch Jakobsen og Maja Treebak

07. oktober 2016

”Målet er, at de børn og unge, som bliver en del af Projekt BRUS, kommer til at fungere både fagligt, socialt og psykisk, på samme niveau som deres jævnaldrende kammerater,” fortæller Maja Treebak, som er den ene af to projektmedarbejdere, der arbejder på Projekt BRUS. Hun bliver suppleret af sin kollega, Heidi Birch Jakobsen:

”Vi skaber et rum for de her børn og unge, hvor de kan dele det, der er svært med andre. Typisk først som individuelle samtaler, og senere i grupper med andre, der står i samme situation eller sammen med familien,” siger hun og fortæller videre, at de forskellige typer af samtaler har forskellige styrker og funktioner:

”De indledende, individuelle samtaler er vigtige. Her får de mulighed for at få en fornemmelse af hvad BRUS er for en størrelse og vi kan samtidig danne os et indtryk af hvilken situation de er i. Når vi så har været igennem en række individuelle samtaler er der mange, som er parat til at begynde på gruppesamtaler. Og fordelen med dem er, at når du sidder i en gruppe sammen med andre, som er i en situation, der ligner din egen, så finder du ud af, at du ikke er alene,” siger Heidi Birch Jakobsen.

Forskellige indgange

Indtil videre har 37 børn og unge henvendt sig for at få hjælp af Projekt BRUS i Randers Kommune siden opstarten den 1. juni 2016. Projektet er for alle børn og unge fra nul til 25 år, men hovedparten af de der henvender sig er i skolealderen eller ældre, fortæller Maja Treebak:

”Hvis det er skolebørn kommer den første henvendelse som regel gennem en lærer eller en anden voksen, som på den ene eller andet måde har oplevet, at der er et problem, som vi måske kan hjælpe med at tage hånd om. Vi har også en stor gruppe af unge på 15-16 år. De kommer her typisk selv, fordi de har indset at deres familie lider overlast pga. et usundt forbrug af alkohol eller stoffer.”

Projektet evalueres løbende

Et forløb i BRUS starter altid med en eller flere forsamtaler med en medarbejder i BRUS. I forsamtalen undersøger projektmedarbejderne, hvad der præger familien, og hvordan de bedst kan hjælpe familien og de børn og unge der er i den. Herefter beslutter de, hvilken hjælp, der er mest relevant for familien.

”Før og efter hvert møde får deltagerne tilsendt et spørgeskema via e-mail, hvor de bliver bedt om at forholde sig til fem spørgsmål. De handler dels om deres forventninger og dels om hvad deres oplevelse var af mødet,” fortæller Maja Treebak.

Ideen er løbende at justere metoden og samtalerne, alt efter hvad deltagernes evaluering viser. Udover den interne evaluering laver konsulentvirksomheden Rambøll også en evaluering. Denne evaluering foretages på tværs af alle de 11 midtjyske kommuner som deltager i projektet.

Find kontaktoplysninger til Projekt BRUS

 

Fakta

-        BRUS retter sig mod alle børn og unge under 25 år, som oplever rusmiddelproblemer i hjemmet.

Bag projektet står 11 midtjyske kommuner: Aarhus, Randers, Herning, Skive, Ikast-Brande, Norddjurs, Syddjurs, Samsø, Odder, Skanderborg og Hedensted.

-        Omkring 27.000 børn og unge mellem 0 og 24 år i de 11 kommuner vokser op i familier, hvor der er problemer med alkohol eller rusmidler, og det kan have store konsekvenser for dem både på kort og langt sigt – ikke mindst for deres trivsel og mentale helbred. Det er noget, som samtaletilbuddet kan være med til at afhjælpe.

-        BRUS er støttet af Satspuljen med 36 mio. kr. fra 2016-2019.