1300 elever cyklede efterårsferien i gang

For fjerde år i træk havde de ældste elever fra fem skoler i Randers forladt deres vante omgivelser for at cykle 27 kilometer rundt om Gudenåen på skolernes motionsdag. Cykelløbet på tværs af skolematrikler er blevet populær blandt eleverne:

Eftersom den Blå Bro er under renovering, cyklede eleverne op ad cykelrampen på Tørvebryggen og henover jernbanebroen for at komme over Gudenåen.

14. oktober 2016

”Det er sjovt at møde nogen, man ikke kender i forvejen til skolernes motionsdag. Det ville være kedeligt, hvis vi kun skulle være på vores egen skole. Desuden er det hyggeligt at komme ud af byen på cyklerne og finde ud af, hvor stille der er ude på landet,” fortalte Maria Kristensen, der trådte i pedalerne sammen med tre  af hendes venner fra 8. klasserne på Vestervangsskolen.

Maria Kristensen og hendes venner fra  Vestervangsskolen er nød cykelturen med indlagte spisepauser og hinandens selskab.  

SE FLERE BILLEDER FRA LØBET 

God form 

Cykelruten på 27 kilometer bugter sig rundt om Gudenåen. På den første del af ruten bliver eleverne udfordret af mange bakker, der kræver seje benmuskler. Blandt eleverne var der enkelte, der var vant til lange cykelture og hårde bakker:

”Jeg og mine venner er vilde med at cykle og har vores egen cykelklub. Det er derfor en super god idé, at vi også skal rulle på to hjul på motionsdagen. Vi er i god form, så ruten er ikke svær for os,” sagde Konrad Berendt, der går i 8. klasse på Randers Realskole.

De tre drenge fra Randers Realskole Magnus, Lasse og Konrad er cykelentusiaster og cykler næsten hver dag efter skoletid i ders cykelklub. 

Østenvind dæmpede aktiviteter ved mål 


Cykelløbet, Skolernes Gudenåløb, er arrangeret af Randers Cykelby, to cykelklubber, og fem skoler i Randers.  Som noget nyt i år var der fælles opvarmning for alle elever ved spinninginstruktør Bobby Croshaw. Efter cykelløbet kunne eleverne prøve forskellige aktiviteter på Justesens Plæne.

”Eleverne er glade for cykelløbet og samværet med andre skoler. Vi udvikler hele tiden på indholdet i den fælles motionsdag, og i år forsøgte vi at lave flere spændende aktiviteter efter løbet. Vi var desværre udfordret af en kold østenvind, der lagde en dæmper på elevernes interesse for aktiviteterne,” sagde Peter Hoff, der er  lærer på Tirsdalens Skole. 

Fakta

Cykelløbet, Skolernes Gudenåløb, er arrangeret af Randers Cykelby, Randers Cykelmotion, Randers Cykleklub, Tirsdalens Skole, Vestervangsskolen, Randers Realskole, Rismølleskolen og Nørrevangsskolen.