Et eventyr der rykker!

”Husk nu på historien om Den Grimme Ælling” sagde Rikkes mor ofte til sin datter, når hun var ked af sin størrelse. Men det hjalp ikke pigen at huske på H.C. Andersens kendte eventyr. ”Jeg kunne da ikke blive til en svane – troede jeg,” smiler den smukke unge kvinde i dag. Hun startede på holdet ”Nu rykker vi!” for overvægtige unge i Randers Kommune i 2014, og det blev begyndelsen på et nyt liv med mere livsglæde, større selvtillid og 20 færre kilo at bære rundt på.

Rikke har tabt sig 20 kg. siden 2013, hvor hun begyndte på holdet "Nu rykker vi!" for overvægtige børn og unge på Randers Sundhedscenter.

13. januar 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

Der var et år til Rikke Borup Christensen skulle konfirmeres. Hendes veninder var begyndt at gå op i tøj og mode, og de så frem til dagen i den smukke kjole. Men Rikke kunne ikke glæde sig. Det var også stadig hendes mor, der købte tøj til hende til daglig. Rikke interesserede sig ikke for det og havde ikke lyst til at komme med på shopping – i det hele taget var hun mest derhjemme alene. Skolen var heller ikke et hit. Hun havde ikke fornemmelsen af, at nogen i klassen gad snakke med hende, og hun brød sig ikke om at komme i fokus på grund af sin overvægt.

”Det er hårdt, som mor, at se sin datter være så ked af det hele tiden,” fortæller Rikkes mor, Kirsten Ove-Bisgaard, om tiden før ændringen.

Kirsten valgte derfor at tage affære og tilmeldte sin datter holdet ”Nu rykker vi!” hos Sundhedsplejen i Randers Sundhedscenter. Deltagerne på holdet er overvægtige unge, som i flere tilfælde også har lavere selvtillid og trives dårligere end deres jævnaldrende.

”Først gik jeg helt i teenager-”mode” – det gad jeg VIRKELIG ikke at deltage i!” fortæller Rikke om sin reaktion på moderens forslag. Men hun gav sig til sidst, og i dag omtaler hun det som det bedste, der er sket for hende.

En ny livsstil

Da Rikke mødte de andre unge på holdet ”Nu rykker vi!” og opdagede, at hun ikke var den eneste, der hver dag skulle slås med de ekstra kilo, dårlig selvtillid og ensomhed, skete der noget.

”Jeg havde faktisk opgivet kampen mod mine ekstra kilo, men der i gruppen fandt jeg pludselig viljen til at gøre noget ved det,” fortæller Rikke Borup Christensen.

Så hun fordybede sig i undervisningen på holdet, lærte en masse om kost og motion og satte mål for udviklingen af sin sundhed. Familien var også med i forskellige dele af forløbet på Randers Sundhedscenter, fordi det er vigtigt, at alle i hjemmet bakker op omkring den livsstilsændring, der skal til for at komme et vægtproblem til livs.

”Vi har lagt vores kostvaner om. For eksempel har vi ikke gryderne på spisebordet – de står i køkkenet, så man ikke bliver fristet til at spise mere, fordi maden alligevel står der. Så har vi lært at lave fedtfattig sauce og sunde snacks i stedet for kager og chips, og vi køber nøglehulsmærkede fødevarer og fedtfattige produkter, når det er muligt,” fortæller Rikkes mor.

Derudover har familien lært at slukke TV og PC og i stedet bruge tiden sammen med blandt andet gåture og hygge i naturen og haven.

Succes for Sundhedsplejen

”Nu rykker vi!” har kørt som projekt i tre år i Randers Kommune, og det er Sundhedsplejen, der har stået for forløbene. Projektet er netop afsluttet og slutevalueringen tegner et flot billede af succesfuldt projekt. Cirka 70 procent af deltagerne er faldet på deres vægtkurve, og stort set alle de unge har fået en bedre trivsel.

”Det er rigtig vigtigt, at man også arbejder med trivsel og selvværd i forbindelse med vægttab. Livsstilsændringer er rigtig svære, og det er svært at finde motivationen til det, hvis man ikke trives,” fortæller projektleder Rikke Kamstrup Knudsen.

Sundhedsplejen i Randers Kommune har valgt at implementere tilbuddet om støtte til overvægtige børn og unge, og i fremtiden bliver det også muligt for en bredere målgruppe at tilmelde sig.

”I det nye tilbud vil vi bruge vores erfaringer fra ”Nu rykker vi!”, som blandt andet har vist, at vi skal sætte særligt ind med fokus på langtidseffekten af forløbet. Det kan nemlig være rigtig svært at fastholde den nye livsstil, når man ikke længere bliver fulgt af en udenforstående fagperson,” fortæller Rikke Kamstrup Knudsen.

Uden salat og hård motion

Rikke Borup Christensen er ikke bange for at falde tilbage i sine gamle vaner. Hun er alt for glad for sit nye liv med en sundere krop, et gladere sind og en helt ny selvtillid. Faktisk er hun gået fra at være en pige, der end ikke turde sige noget i sin egen klasse, til at stå foran hele Sundheds- og Omsorgsudvalget i Randers Kommune og fortælle om sin forvandling og sin gode oplevelse med at deltage i ”Nu rykker vi!”

”Jeg vil fortælle om det til alle og enhver, for jeg er så glad for det, der er sket i mit liv. Jeg anbefaler det også til veninder, hvis de vejer for meget og er kede af det. Det er et valg, de aldrig vil fortryde – det er kun vejen til et bedre liv,” mener Rikke Borup Christensen.

Rikke er desuden et godt eksempel på, at man ikke behøver at dyrke hård motion og spise salat for at tabe sig de overflødige kilo – hun gør nemlig ingen af delene. Til gengæld går hun en lang tur hver eneste dag, og hun har lært kun at spise, når hun er sulten. Og nu er hun en af de teenagere, der uden tøven kan sige sætningen: ”Jeg er glad for min krop”.

”Det har været SÅ stort at opleve. Min datter har vist, hvor stærk og stædig hun er, og jeg er både stolt og rørt. Det er dog blevet lidt dyrere at købe tøj til hende nu,” tilføjer Rikkes mor med et smil, der viser, at hun kun kan glæde sig over Rikkes nye interesse for at købe tøj i modebutikkerne.


Rikke og hendes mor på en af de daglige gåture, som giver mor og datter god tid til at snakke sammen.

Fakta

  • ”Nu rykker vi!” var et udviklingsprojekt støttet af midler fra satspuljen ”Forebyggende indsats for overvægtige børn og unge 2012 - 2015” under Sundhedsstyrelsen, og målgruppen var overvægtige børn og unge på 6. – 9. klassetrin i Randers Kommune.
  • Projektet blev kørt i et samarbejde mellem sundhedsplejen, Randers Ungdomsskole, Børn og Skoleforvaltningen, Kultur og Fritid og Randers Kommunes Sundhedsteam
  • Projektet forløb fra december 2012 til december 2015, og nu fortsætter lignende forløb for en større målgruppe
  • I alt 121 børn og unge og deres familier deltog i ”Nu rykker vi!” i løbet af projektperioden
  • Projektet samarbejdede med fire idrætsforeninger; hhv. Randers Thunder, Swimteam Neptun, Randers Cimbria PRO og Randers Raptors.