Dansk astronaut kaster stjernestøv over Randers

Den danske ingeniør og astronaut, Andreas Mogensen, udvider sit ophold i Randers, onsdag den 9. marts. Udover et offentligt foredrag, som der netop er frigivet flere billetter til, besøger stjerne-astronauten elever fra både grundskolen og ungdomsuddannelserne.

29. januar 2016 - Oprettet af Kenneth Sørensen

For klassekammeraterne i 9.Y. på Hornbæk Skole, Thorbjørn Ledet Maagaard og Lukas Balderlou Jensen, bliver den 9. marts en ganske særlig dag. Det bliver nemlig dagen, hvor de får lov til at møde en rigtig superstar inden for dansk rumfart. Ved en konkurrence for unge forskere vandt de to kammerater sidste år et såkaldt ”meet and greet” med selveste Andreas Mogensen.

”Det er lidt vildt at tænke tilbage på, men endnu mere vildt at tænke på, at vi nu skal vise Andreas Mogensen vores projekt, ” fortæller Lukas Balderlou Jensen.I forbindelse med forskerkonkurrencen byggede de deres egne teleskoper, som kan bruges til at se ud i rummet med.”Videnskab handler meget om arbejdsproces, og selv om Andreas fagligt er på et meget højere niveau end vi er, så deler vi stadig den samme proces. Så det er tre naturvidenskabelige nørder, der skal mødes,” siger Thorbjørn Ledet Maagaard med et stort smil.

Foredrag for skoleelever og studerende

Efter det mere private møde vil Andreas Mogensen fortælle om sin mission ud i rummet til alle elever på skolen, hvorefter turen går til Randers Real Idrætshal. 1700 elever fra både folkeskoler, private grundskoler og ungdomsuddannelserne i Randers Kommune kan her opleve en underholdende stjerne-astronaut fortælle om sin tid i rummet – det sker, kl. 13-15.

Andreas Mogensen blev sammen med fem kolleger udvalgt blandt 8413 ansøgere til det prestigefulde astronautkorps. Han blev den 2. september udsendt som Danmarkshistoriens første astronaut, hvordan oplevede hovedpersonen det selv? Skoler og uddannelsesinstitutioner kan tilmelde sig arrangementet via sciencecamp.randers.dk - (klik her for direkte link)

Bibliotek arrangerer offentligt foredrag

Tidligere har Randers Bibliotek offentliggjort et arrangement den 9. marts med selv samme Andreas Mogensen. Efter en stor efterspørgsel hvor der på rekordtid er udsolgt, flytter biblioteket arrangementet til Randers Real Idrætshal. Dermed bliver 650 ekstra billetter frigivet til dette foredrags arrangement, kl. 19-20. Der er gratis deltagelse, med det kræver en billet, som skal reserveres via bibliotekets hjemmeside - det sker efter først til mølle princippet. (klik her for direkte link)

Andreas Mogensens besøg i Randers er arrangeret af Hornbæk Skole og Science Camp Randers i samarbejde med Randers Bibliotek, Randers Eventsekretariat, ESA (European Space Agency) og Uddannelses- og Forskningsministeriet (UFM)