Varm indvielse af ny børnedistance til Fjordløbet

09. august 2015 - Oprettet af Britt Møller

Der var høj sol og fart i pedalerne søndag den 9. august, da en masse aktive børn og voksne gav sig i kast med en ny 15 kilometer distance til det traditionsrige cykelløb, Fjordløbet. 

Mens de øvrige deltagere i løbet cyklede de tre velkendte distancer på 30, 50 og 100 km, var der stor opbakning til den nye rute for yngre børn og deres forældre.

Én af de mange familier, der havde valgt at bruge en dejlig sommersøndag i sadlen på den nye distance, var familien Veirum. De havde cyklet fra Mejlby sammen med deres tre børn, der er i alderen fra 0 til 5 år for at deltage i Fjordløbet:

”Eftersom vores børn er små, ville 30 kilometer være for langt at cykle.  Derfor er det fint, at Fjordløbet tilbyder en rute på 15 kilometer, så vi kan deltage og få en hyggelig søndag sammen, mens vi nyder naturen,” fortalte Thomas Veirum. 

Sylvester, Elena og lille Karl hyggede sig ved Fjordløbet og søgte skygge under træerne i pauserne

Han og hans familie gav sig god tid til små pauser undervejs ligesom familien Gregersen, der også cyklede 15 kilometer, og som holdt frokostpause i grøftekanten:

”Vores yngste barn Lasse er 6 år, så i år snupper vi 15 kilometer, men napper måske 30 kilometerruten næste år ,”  sagde Dorte Gregersen og tilføjede:

”Det er dejligt, at Fjordløbet er én af de mange aktiviteter,  man kan vælge i Randers Ugen, hvis man ikke lige er til havnefester."

Familien Gregersen var med til Fjordløbet for første gang og hyggede sig undervejs med små pauser.

Tilskud til børn og sundhedstjek af de voksne
Randers Cykelby giver hvert år tilskud til børn og unge, der deltager i Fjordløbet. På selve dagen stod  Cykelbyen klar ved målstregen med legeaktiviteter til børnene og diætister, der målte forældrenes mavefedt og muskelstyrke.

Det tilbud tog mange cyklister imod blandt andet Claus Zinck fra Langå. Efter en tur på 50 kilometer ved Fjordløbet havde han en lille konkurrence kørende med sin hustru og et par venner om, hvem der var den sundeste.

”Jeg står stærkt i konkurrencen, for målingen viser, at jeg har en bodyage på 39, selvom jeg er 44 år.  Det er sikkert fordi, jeg er gået i gang med at cykle mere, end jeg plejer, så det fortsætter jeg selvfølgelig med ,”  fortalte Claus Zinck. 

Se flere billeder fra Fjordløbet ved at klikke på nedenstående billede