Transportminister til cykelkonference i Randers.

Den 14. og 15. maj bliver Værket i Randers pakket ind i cykler og eksperter fra hele Danmark, der skal finde nye metoder til at få flere danskere til at træde i pedalerne. Transportminister Magnus Heunicke afslutter den nationale cykelkonference ved at tage på cykeltur rundt i Randers sammen med borgmester Claus Omann Jensen.

09. maj 2014 - Oprettet af Britt Møller

”Jeg er stolt over, at Randers i 2013 blev kåret til årets Cykelkommune. Derfor glæder jeg mig også til at vise transportministeren de mange nye cykeltiltag i Randers, der giver større sammenhæng og fremkommelighed for cyklister,” forklarer Claus Omann Jensen, der åbner den nationale cykelkonference på Værket onsdag den 14. maj.:

”Cykelturen giver også ministeren indblik i de mange nye cykelprojekter, vi har gang i. Han skal blandt andet se, hvor vi anlægger den nye åbne stitunnel under Randersbro,”  siger Claus Omann Jensen

Overhal bare reklamer

Som optakt til den nationale cykelkonference sætter Randers Cykelby fokus på cyklens mange fordele med reklameslogans på alle pyloner ved indfaldsvejene. Desuden bliver Værket pakket ind i cykelkunst, der er fremstillet af elever fra produktionshøjskolen i Randers:

”Vi er nået langt i Randers med at få flere til at vælge cyklen som transportmiddel. Det har blandt andet kunne lade sig gøre, fordi vi samarbejder med mange skoler, virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der bakker op om vore cykelprojekter,” siger Birgit Berggrein, der er projektleder for Randers Cykelby.

Fakta

Cykelkonferencen 2014 finder sted på Værket i Randers onsdag den 14. maj og torsdag den 15. maj. Den afholdes af Vejdirektoratet i samarbejde med Cyklistforbundet og Randers Kommune.

Transportministeren cykler gennem Randers torsdag den 15. maj. Turen starter ved Værket klokken 14. 15 og slutter samme sted klokken 15. Derefter holder transportministeren tale ved cykelkonferencen. 

Cykelkonferencen henvender sig til medarbejdere, der arbejder med sundhed, cykeltrafik, byplanlægning, børn og unge, klima og miljø i kommunerne, cykeleksperter, interesseorganisationer, forskere, rådgivere, leverandører og andre cykelinteressenter.  

Igen i år kårer Cyklistforbundet Årets Cykelkommune. De nominerede kommuner, der kan vinde titlen i 2014, er, Varde, København, Odense, Horsens og Middelfart.