Studerende skal ud af bilerne og op på cyklerne

18. august 2014 - Oprettet af Britt Møller

Splinternye mountainbikes til brug i undervisningen og en humoristisk cykelkampagne skal i fremtiden få de studerende på Tradium og Paderup Gymnasium i Randers til at smide forældrenes bilnøgler langt væk og springe på cyklerne.

De studerende skal træde mere i pedalerne både i timerne og til og fra uddannelsen. Kampagnen skydes i gang fredag den 22. august med en stor cykelevent, hvor eleverne konkurrerer på MTB- og spinningcykler ude og inde

”Det bliver sjovt og anderledes at få lidt mere bevægelse ind i undervisningen. Jeg foretrækker selv at cykle til skole, og jeg håber, at kampagnen kan få flere til at vælge cyklen i stedet for at låne forældrenes biler,”  siger Cecilie Christiansen, der er elev på Paderup Gymnasium.

Mere bevægelse i undervisningen

De to uddannelsesinstitutioner er med i Randers Cykelbys store cykelprojekt ”Sydbyen cykler,” der skal få borgere i alle aldre til at træde mere i pedalerne, og fra august 2014 ruller projektet så indover de studerende:

”Vi har allerede lavet bevægelse i undervisningen i et års tid, og det har vi gode erfaringer med. Eleverne bliver simpelthen mere aktive, når de starter dagen med at få ilt til hjernen, mens de får faglige input. Nu udvider vi så med cykler, og det glæder vi os til, for det giver os mulighed for at udvide undervisningslokalet,” forklarer uddannelseschef Anne Gammelby Lybecker fra Tradium.

Kampagnen ruller fra den 22. august til den 31. oktober. Elever og lærere tracker deres ture med deres smartphones, og de deltagere, der har flest cykeldage, kan vinde ugepræmier.

”Kampagnen og de mange cykler passer til vore mål om at hjælpe eleverne til en sundere og mere aktiv livstil. Vi gør os samtidig gode erfaringer i forhold til den kommende erhvervsuddannelsesreform, der fordrer 45 minutters bevægelse for eleverne hver dag – med eller uden cykel. Vi glæder os til at komme i gang og håber selvfølgelig, at skolens cykelparkering bliver proppet med elevernes cykler, fordi de vælger den tohjulede til studiet,” siger Anne Gammelby Lybecker.

 

Fakta

Tradium og Paderup Gymnasium har lånt 32 nye MTB cykler af Randers Cykelby til brug i undervisningen. 

Kampagnen ruller for alle studerende og lærere på Paderup Gymnasium og Tradium, Minervavej fra den 22. august til den 31. oktober.

Kampagnen skydes officielt i gang ved en stor cykelevent fredag den 22. august klokken 14.15 i hallen på Paderup Gymnasium. Her skal de studerende dyste sig gennem forskellige cykeldiscipliner individuelt og i hold. Eventen afsluttes på Tradium i kantinen klokken 15.30 med en fælles fredagscafe. 

Andre projekter i Sydbyen

Kampagnen er en del af Randers Cykelbys cykelprojekt i Sydbyen. Her bliver der desuden etableret en åben stitunnel under Randersbro, ny cykelsti til Blegen, MTB teknikbane i Romalt Bakker, kampagner i fem skoledistrikter. Udlån af elcykler og mountainbikes til ansatte i tre virksomheder og en institution samt sundheds-og cykeltjek og et spinningsforløb i et lokalt fitnesscenter.