Skole i højt gear

01. oktober 2015 - Oprettet af Britt Møller

Den nye skolereform kræver, at eleverne bevæger sig mindst 45 minutter dagligt.
Den udfordring har de taget imod med kyshånd på Assentoftskolen, for her er elever og lærere fuldstændig pjattede med at cykle. Skolen har derfor anskaffet sig et helt klassesæt nye MTB-cykler, der skal være med til at rulle motion og sundhed ind over eleverne på en ny og sjovere måde.

Assentoftskolen er med i Randers Cykelbys projekt ”Sydbyen Cykler”, der har til formål at få flere borgere i den sydlige del af Randers til at vælge cyklen som transportmiddel.

Assentoftskolen var i maj måned med i kampagnen ”Vi cykler til skole.” Kampagnen resulterede i, at flere af skolens elever begyndte at cykle til og fra skole, og det gør de fortsat:

”Vi har virkelig fået gang i cyklerne her på skolen, og den udvikling vil vi gerne fortsætte.  Derfor har vi anskaffet os 20 nye cykler, som eleverne kan bruge - både til at komme rundt i nærområdet i forbindelse med undervisningen,  men også når de skal have pulsen op i dagligdagen i forbindelse med den nye skolereform,”  siger Carsten Fredslund Andersen, skoleleder på Assentoftskolen og selv aktiv cyklist i sin fritid:

”Cykling er en super nem og sjov måde at få motion på sammen med andre. Fysisk aktive børn er mere motiverede til at lære end børn, der ikke bevæger sig i dagligdagen,” siger Carsten Fredslund Andersen. 

Efter en skovtur får alle cykler en omgang med vandslangen

Cyklen som inklusionsredskab
Den påstand er Lasse Mikkelsen, der er klubassistent på Assentoftskolen, enig med ham i. Lasse Mikkelsen sørger blandt andet for, at eleverne får 45 minutters daglig motion - for eksempel en guidet cykeltur rundt i skovene nær skolen.  I sin fritid er han håndboldtræner:

”I håndboldhallen skinner det tydeligt igennem, hvilke børn, der cykler i skole og er fysisk aktive i hverdagen. De har simpelthen bedre motorik og fysik. Jeg håber derfor, at de nye cykler kan være med til at inspirere flere til at springe på den tohjulede.

Lasse Mikkelsen fortæller, at han også bruger cyklerne i inklusionsøjemed:

”Cyklerne er supergode til de elever, som har svært ved at koncentrere sig i en længere periode ad gangen. Så napper vi en cykeltur, og bagefter er de klar til igen at være sammen med deres kammerater i klassen.” 

MTB cyklerne giver sved på panden, når bakkerne skal forceres

 

Fakta

Projektet i Sydbyen omhandler også:
Etablering af en åben stitunnel under Randersbro, ny cykelsti til Blegen, MTB teknikbane i Romalt Bakker, kampagner i fem skoledistrikter og på Paderup Gymnasium og Tradium.  Udlån af elcykler og mountainbikes til ansatte i tre virksomheder og en institution samt sundheds-og cykeltjek og et spinningsforløb i et lokalt fitnesscenter.

I forbindelse med cykelprojektet ”Sydbyen Cykler” fik skolerne i det sydlige Randers hver fem cykler. Derudover vandt Assentoftskolen fem cykler i kampagnen ”Vi cykler til skole,” fordi eleverne på Assentoftskolen var dem, der havde flest cykeldage i kampagneperioden.

Assentoftskolen har selv købt yderligere 10 MTB-cykler.