Randers FC skal cykle til arbejde

09. april 2015 - Oprettet af Britt Møller

Det er ikke kun på fodboldbanen, at spillerne fra Randers FC er gode til at bruge benene. Kasper Fisker Jensen og Nicolai Brock-Madsen og andre spillere på holdet kaster nu bilnøglerne langt væk for at skifter den firehjulede ud med cykelben og to hjul.

Angriber i Randers FC, Nicolai Brock-Madsen, blev i januar måned udnævnt til cykelambassadør for Randers Cykelby.

Siden dengang har han anskaffet sig en ny blå cykel og har overtalt syv af sine medspillere til at deltage i den landsdækkende motionskampagne ”Vi cykler til arbejde,” der ruller i maj måned.

”Vi er jo kendte sportsfolk og rollemodeller for mange mennesker. Derfor vil vi gerne cykle forrest og vise, at cyklen er et enkelt og nemt redskab til at få lidt mere sundhed ind i hverdagen,” fortæller Nicolai Brock-Madsen.

Ligesom de andre spillere har han hele vinteren kørt i bil til træning, men det er slut:

”Jeg får travlt i maj måned. Udover at træde i pedalerne hver dag til træning, skal jeg også hold øje med mine medspillere og tjekke, om de cykler eller snyder sig til en tur i bilen,” siger Nicolai Brock- Madsen.

For mange kilometer på cykel er ikke tilladt

Det er ikke kun spillerne på superligaholdet, der har fundet cyklerne frem. Administrerende direktør for Randers FC, Hans-Peter Rasmussen er også vild med at cykle.  I sommeren 2014 cyklede han til Paris og i år, vil han så ofte, det kan lade sig gøre, springe på cyklen fra sit hjem i Hadsten og til Randers.  En tur på 30 kilometer:

”Kampagnen sender et godt signal om motion og sundhed, og det bakker klubben selvfølgelig op om,”  siger Hans-Peter Rasmussen. Han er samtidig glad for, at spillerne bor tæt på stadion i Randers

”Hvis spillerne havde boet lige så langt fra klubben, som jeg gør, havde jeg ikke givet dem lov til at cykle.  De skal jo stadig have luft til fodboldtræningen og ikke tabe pusten, inden fodboldsæsonen er spillet færdig,” forklarer Hans-Peter Rasmussen.

Fakta
Den landsdækkende motionskampagne ” Vi cykler til arbejde” ruller fra den 1-31. maj 2015.

Kampagnen er arrangeret af Cyklistforbundet i Danmark. Deltagerne kan tilmelde sig på www.vcta.dk. Holdene dyster om flotte præmier som rejsegavekort, slotsophold, cykler og cykeltilbehør. 

Udover de landsdækkende præmier udlodder Randers Cykelby lokale præmier, som gavekort til kulturoplevelser, restauranter og biografture.

Tirsdag den 14. april står flere spillere fra Randers FC klar med morgenmad til friske cyklister, der cykler på arbejde. Spillerne står ved Stibroen i Randers mellem klokken 7.30 og 8.30.