Randers FC delte morgenbrød ud til cyklister

14. april 2015 - Oprettet af Britt Møller

Superligaspillerne i Randers FC har valgt at lade bilerne stå og springe på cyklerne til træning, da de har meldt sig til den landsdækkende kampagne ”Vi cykler til arbejde.”

Cykelkampagnen, der skal få flere ansatte i virksomheder til at vælge cyklen frem for bilen til arbejde, ruller henover landet i maj måned.

Da spillerne fra Randers FC gerne vil have flere borgere til at træde i pedalerne sammen med dem, var de stået tidligt op den 14. april for at dele rundstykker ud til cyklister for at gøre opmærksom på kampagnen:

”Som kendte sportsfolk og rollemodeller cykler vi forrest for at få endnu flere til at deltage i en sund motionskampagne. Vi håber, at der er mange mennesker i Randers Kommune, der vil følge vores eksempel og springe i cykelsadlen i maj måned, ” siger superligaspiller Nicolai Brock-Madsen, der er cykelambassadør for Randers Cykelby.

Selvom kampagnen først begynder i maj, er flere af spillerne allerede tyvstartet på den tohjulede:

”Når vejret er til det, kan vi jo lige så godt tage cyklerne frem, når vi skal til træning i april måned,” fortæller superligaspiller Nicolai Poulsen, der var stået tidligt op på sin fridag for at dele rundstykker ud.

Fakta
Den landsdækkende motionskampagne, ” Vi cykler til arbejde” ruller fra den 1-31. maj 2015.

Kampagnen er arrangeret af Cyklistforbundet i Danmark.  Deltagerne kan tilmelde sig på  www.vcta.dk Holdene dyster om flotte præmier som rejsegavekort, slotsophold, cykler og cykeltilbehør. 

Udover de landsdækkende præmier udlodder Randers Cykelby lokale præmier, som gavekort til kulturoplevelser, restauranter og biografture