Pedalhygge rundt om Gudenåen

07. juni 2015 - Oprettet af Britt Møller

Søndag den 7. juni havde en del familier i Randers valgt at bruge en fridag på at deltage i Danmarks smukkeste cykelløb, Gudenåløbet, der rullede for 3. gang.

Det var borgmester Claus Omann Jensen, der skød cykelløbet i gang. Han er en aktiv cykelrytter i sin fritid og er vant til at cykle hurtigt og langt. Dagens etape kunne han dog ikke cykle i samme tempo, som han plejer, for han havde taget sine to døtre med til Gudenåløbet:

”Jeg ser frem til en lidt mere afslappende tur på cyklen, end den normalt er, og til at se en ny rute i vores spændende cykelterræn i Randers Kommune,” sagde borgmester Claus Omann Jensen.

Borgmesterens to døtre holder sig for ørerne, mens farmand skyder løbet i gang.

En familietradition

Borgmester Claus Omann Jensen var ikke den eneste, der cyklede ruten for første gang. Familien Roth, der bor i Stevnstrup, havde aldrig tidligere gået eller cyklet på Gudenåstien, selvom de bor i tæt ved den:

”Det er en utrolig smuk rute. Vi deltager helt sikkert også i løbet næste år,” fortalte Thomas Roth.

Familiens elladcykel havde mistet strømmen flere kilometer før mål. Det var derfor hans kone Jannie Roth, der er gravid, der cyklede de sidste kilometer med familiens yngste datter Malou på 5 år i ladvognen

”Næste år skal vi huske at have et ekstra batteri med, for da har vi to børn i ladcyklen, ” fortalte Jannie Roth.

Familien Roth havde også inviteret farfar og farmor med rundt om Gudenåen

Familien Dyrholm fra Randers regner også med at komme igen næste år. De var også med til Gudenåløbet for første gang:

”Hvis vi havde været hjemme i dag, havde min mand og jeg været i haven, mens børnene havde leget for sig selv. Nu får vi en god oplevelse sammen alle fire samtidig med, at vi får en masse motion. Gudenåløbet bliver helt sikkert en familietradition fremover,” forklarede Tina Dyrholm.

Dennek og Sarah Dyrholm havde en god dag i sadlen sammen med far og mor, selvom de havde modvind op ad bakkerne.

Garvede cykelfamilier

Familien Winther var blevet inviteret til Djurs Sommerland søndag den 7. juni, men havde i stedet valgt at deltage i Gudenåløbet.  De er med til løbet for tredje gang. Therese  på 7 år cyklede alle 29 kilometer for 2 år siden på en cykel uden gear:

”Vi elsker at cykle, og vi har altid cyklerne med ,når vi tager på ferie til Østrig og Italien. Derfor er børnene så gode til bakkerne omkring Gudenåen,” sagde Trine Winther. 

Familien Winther havde også storebror Nis med på turen, men han var cyklet i forvejen for at komme først i mål

Far kan ikke følge med

Der kan ske meget på tre år. Det måtte Troels Simonsen sande, da han for tredje år i træk deltog i Gudenåløbet sammen med sin søn Nikolai på 11. år. De to første år var det ham, der ventede på Nikolai, men i år var rollerne byttet om:

”Enten er det mig, der er i dårlig form, eller også er Nikolai blevet så meget bedre til at cykle end mig, ” sagde Troels Rasmussen med et smil. 

Far og søn, Troels og Nikolai Simonsen, og tager en pause  ved det sidste pitstop,  inden turen går videre mod målet.

Børneløb

Inden selve Gudenåløbet var der børneløb for de yngste børn. Løbet er 3.5 kilometer langt, og mange børn cyklede løbet flere omgange. Efter børneløbet var der diplom til de deltagene børn.

Lea og Laura deltog i cykelløbet for børn. De deltog ikke i selve Gudenåløbet, men det gjorde deres mor Lise Skjærris Lund. Hun kom i mål på den hurtigste tid. 1 time og 2 minutter.

Se flere billeder fra Gudenåløbet 2015