Nye cykelstier ved Fårup og Hornbæk

24. februar 2015 - Oprettet af Britt Møller

Anlægsarbejdere i Randers Kommune har travlt med at gøre to nye cykelstier klar til forårets mange cykelture. De nye stier etableres mellem Fårup og Nørbæk og Hornbæk og Tånum.

Stien mellem Fårup og Nørbæk forventes færdig inden sommer. Cyklister i Hornbæk og Tånum kan til gengæld godt begynde at smøre kæden og pumpe cyklerne. Om en måned kan de rulle afsted på en splinterny dobbeltrettet cykelsti på Gl. Viborgvej:

”De nye stier gør det mere trygt og sikkert for børn og voksne at pendle på cykel til arbejde, skole og fritid mellem byerne,” siger Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.

Han ser frem til, at den øgede pendling på stierne på sigt vil skubbe flere op på cyklerne til gavn for sundheden og miljøet:

”Randers er en grøn kommune. Vi arbejder målrettet med at gøre det muligt for borgerene at vælge en miljørigtig transportform. De to nye cykelstier er et skridt på vejen mod målet,” siger Frank Nørgaard

Fakta

Den dobbeltrettede cykelsti på Gl. Viborgvej mellem Hornbæk og Tånum er 2,1 kilometer lang.

Cykelstien mellem Fårup og Nørbæk bliver 630 meter lang og bliver også dobbeltrettet. En ny cykelbro over Skals Å vil give en sikker passage af åen.

Begge cykelstier bliver etableret med baggrund i Randers Kommunes cykel- og stiplan