Kampagne sparker gang i nye motionsvaner

18. december 2014 - Oprettet af Britt Møller

Cykling giver appetit på endnu mere bevægelse. Det er erfaringerne fra en cykelkampagne i Randers. Her har cykelture og et fitnessforløb givet deltagerne mod på at få endnu mere puls ind i hverdagen. Det har boostet konditionen, flyttet kiloene og givet masser af energi og velvære.

Pædagogerne Hanne Lindberg og Lissy Nørgaard Dam, der arbejder på institutionen ’Bostederne Randers Syd’ er begge aktive deltagere i Randers Cykelbys projekt ’Sydbyen Cykler’. Projektet ruller i den sydlige del af Randers i 2014, hvor målet er at få flere borgere til at vælge cyklen som transportmiddel.

Som led i projektet tilbød cykelbyen i foråret ansatte fra fem skoler, tre virksomheder og en institution i Sydbyen at låne el-cykler og mountainbikes. Deltagerne kunne også få gratis sundhedstjek og et fitnessforløb med spinning og bodytoning.

Siden fitnessforløbet i foråret er Hanne Lindberg fortsat med til at dyrke motion flere gange om ugen og har kastet sig over både bodytoning, yoga og spinning:

”Jeg er blevet afhængig af motion. For jo mere energi du bruger, des mere energi får du, og det giver mig masser af velvære,” siger Hanne Lindberg og påpeger, at den ekstra energi også får hende mere i cykelsadlen:

”Tidligere kunne et regnvejr få mig til at tage bilen på arbejde.  Det kunne jeg aldrig drømme om at gøre i dag, for vejret handler kun om den rette påklædning.”

Flere muskler og færre buler
Hendes kollega Lissy Nørgaard Dam er også blevet ivrig motionsdyrker, der giver den gas i fitnesscentret flere gange om ugen. Træningen har både fået has på hendes slidgigt i den ene fod, og hun har samtidig tabt nogle kilo:

”Motionen har omdannet fedt til muskler, og fedtbulerne på ryggen er også forsvundet, ” forklarer en glad Lissy Nørgaard Dam.

Hun har skiftende arbejdstider, og bruger cyklen som transportmiddel både morgen og aften:   

”Man oplever naturen mere intens på en cykel end bag rattet i en bil. Jeg elsker at se en solopgang tidligt om morgenen og nyder også at cykle hjem en frostklar nat, hvor måneskinnet lyser vej,” siger Lissy Nørgaard Dam.

Træning koster morgensøvn
De ansatte på XL BYG i Vorup har også været i gang med at træde i pedalerne som led i cykelprojektet. Fitnessforløbet i foråret gav Jesper Lindegaard et skub til at komme i gang med at dyrke motion.

Nær hjemmet i Uggelhuse suser han rundt i bakkerne på sin mountainbikecykel, og to til fire gange om ugen træner han i et lokalt fitnesscenter:

”Jeg har tabt 4-5 kilo og fået meget mere energi ind i min hverdag. Det kommer både min arbejdsplads og min søn til gode, for motionen holder mig frisk hele dagen,” siger Jesper Lindegaard. 

Han møder hver dag på sit arbejde klokken 06.15.  Når han træner om morgenen, står han op klokken 04. 30 for at kunne nå at få pulsen op inden arbejdstid:

”Mit mål er at fortsætte med at cykle og træne i et motionscenter, for det giver mening og livskvalitet for mig,” siger Jesper Lindgaard.

Jesper Lindgaard, i den hvide trøje,  giver den gas på spinningcyklerne sammen med sine kollegaer fra XL BYG Vorup.  

 

Fakta:
Andre projekter i Sydbyen
Kampagnen er en del af Randers Cykelbys cykelprojekt i Sydbyen i 2014. Projektet indbefatter også:

  • Etablering af en åben stitunnel under Randersbro og en ny cykelsti til Blegen.

     

  • Desuden rullede kampagnen ”Vi cykler til skole” i fem skoledistrikter i maj 2014.

     

  • I juni 2014 blev Jyllands længste MTB teknikbane indviet i Romalt Bakker