Kampagne fik 20 procent flere elever i sadlen: Nu går jagten ind på flere sikre skoleveje.

30. august 2015 - Oprettet af Britt Møller

Mandag den 31. august skyder Cyklistforbundet den landsdækkende kampagne ”Alle Børn Cykler” i gang. At kampagner kan flytte flere elever op på cyklerne har en cykelkampagne på Assentoftskolen bevist.

Skolen har fået 20 procent flere elever i sadlen og færre forældre kører deres børn i bil til skole.

Nu breder Randers Kommune successen ud til flere skoler, der fra den 1. september og frem til efterårsferien springer på jernhesten. De yngste klasser vinder point, hvis forældrene cykler sammen med deres børn til skole.  

Mange skoler kæmper med trafikkaos foran skolerne til stor gene for elever og ansatte.  Assentoftskolen var en af de mange skoler, der i flere år forsøgte at komme problemet til livs, uden at det lykkedes. 

En cykelkampagne i maj 2014 med inddragelse af elever og forældre forandrede trafiksituationen ved skolen.  Selvom kampagnen sluttede for et år siden, er ændringerne i trafikkulturen stadig mærkbar på skolen, og det glæder ikke mindst forældrene:

”Det er fantastisk, at det nytter at lave en kampagne, der kan ændre elever og forældres transportvaner, så vore børns skolevej bliver mere sikker,”  fortæller Gitte Cannon, der er mor til to elever på Assentoftskolen og medlem af skolebestyrelsen.

Skolen deltager også i kampagnen i år, der skal få flere til at cykle til skole. Derfor deler Gitte Cannon foldere om cykelkampagnen ud til alle forældre ved Assentoftskolen mandag morgen den 31. august:

”Det gælder om at fastholde og følge op på den gode cykelkultur på skolen, hvor der selvfølgelig altid er plads til forbedringer. Desuden retter kampagnen sig mod nye forældre, der er usikre ved skolevejen og derfor overvejer at køre deres børn i bil,” siger Gitte Cannon og påpeger, at udover sikre skoleveje bliver børn mere selvstændige og trafiksikre, når de cykler til skole.

Langå Skole er klar på cyklerne

På Langå Skole er elever og ansatte også i gang med at pumpe cyklerne for at være klar til kampagnen. Alle elever og ansatte har fået cykelveste, og foran skolen hænger der vejplakater og farvestrålende cykelkunst:

”Vi har en del morgentrafik omkring skolen hver morgen til gene for elever, der går eller cykler.  Det har vi gennem årene forsøgt at gøre noget ved, uden det har haft en vedvarende effekt. Derfor ser vi frem til at være med i denne kampagne, der også involverer forældrene, ” siger Arne Wang, skoleleder på Langå Skole.

Fakta

Kampagnen ”Vi cykler til skole"  ruller fra den 1. september til den 9. oktober for knapt 2000 elever på Langå Skole, Blicherskolen og Assentoftskolen.

Eleverne på skolen konkurrerer indbyrdes om at blive den mest cyklende klasse. De samler point ved at cykle til skole hver dag, og i de yngste klasser fra børnehaveklasserne til og med femte klasse tæller forældrenes cykeldage med i regnskabet. Den mest cyklende klasse vinder en tur til Djurs Sommerland. Andenpræmien er 2.500 kroner til klassekassen.

Kampagnen er led i projektet  "Hverdagscykling i oplandsbyer, "der ruller indover Assentoft, Langå og Spentrup i 2015 og 2016.

Formålet med projektet er at sikre skoleveje, så flere børn cykler til skole og at øge cykelpendlingen.

Ved skolerne bliver der lavet nye cykelstier og ”2 minus 1”veje. Skolerne bliver involveret i en proces med udarbejdelse af udvidede trafikpolitikker, der skal få flere elever til at gå eller cykle til skole.

Der bliver anlagt flere parkeringspladser til cykler ved Langå Station og ved mindst et busstoppested i hver by, så borgerne kan kombinere offentlig transport med cyklen. Desuden bliver der lagt diodelys i cykelstierne fra de tre byer til Randers, ligesom borgerne får mulighed for at låne elcykler og MTB-cykler for at øge cykelpendlingen på de længere distancer.