Gudenåløbet: Nyt cykelløb for børn

Masser af børn går rundt med en lille cykelrytter i maven. Den drøm kan de få udlevet pinsesøndag, når startskuddet går til et helt nyt cykelløb for børn. Løbet er optakt til Danmarks smukkeste cykelløb, Gudenåløbet, der løber af stablen søndag den 8. juni klokken 14

26. maj 2014 - Oprettet af Britt Møller

”Børn elsker at cykle. De synes, det er sjovt at træde i pedalerne ligesom de voksne i et rigtigt cykelløb, hvor de selvfølgelig også får startnumre. Den oplevelse vil vi gerne være med til at give dem inden Gudenåløbet,” siger Christian Møller fra IFA i Stevnstrup og oplyser, at der er forskellige børneaktiviteter ved start- og målområdet før og efter løbet.

Gudenåløbet er 29 kilometer langt og bugter sig rundt om Danmarks største flod, Gudenåen. Løbet er arrangeret af IFA Stevnstrup og Randers Cykelby.

”I år ligger Gudenåløbet i pinsen, hvor mange familier har et par fridage. Vi håber derfor, at rigtig mange har lyst til en eftermiddag med masser bevægelse og fællesskab.  Deltagerne bliver sendt af sted i hold, så der er mulighed for at køre i sit eget tempo og nyde naturen,” fortæller Birgit Berggrein, der er projektleder for Randers Cykelby.

Fakta:

Børneløbet skydes i gang søndag den 8. juni klokken 12.30 ved IFA ´s klubhus i Stevnstrup. Adressen er Stationsvej 34, 8870 Langå. Løbet er 3.5 kilometer, og de hurtige kan nå at cykle ruten et par gange.

Selve Gudenåløbet skydes i gang søndag den 8. juni klokken 14. Der er start og målsted ved IFA ´s klubhus i Stevnstrup. Adressen er Stationsvej 34, 8870 Langå

Der er et tilmeldingsgebyr på 40 kroner for en voksen og 20 kroner for et barn under 10 år. Når børn har betalt 20 kroner, kan de både deltage i cykelløbet for børn klokken 12.30 og selve Gudenåløbet.

På ruten er der pitstop med gratis forplejning.

Der er opvarmning til Gudenåløbet søndag den 1. juni.  Alle, der er interesserede i at cykle ruten  inden den 8. juni, kan møde op ved IFA ´s klubhus klokken 10.