Gratis pendlercykler blev indviet

18. april 2015 - Oprettet af Britt Møller

 

Der var rift om at låne elcykler og MTB-cykler i Assentoft og Langå lørdag den 18. april. Borgerne stod i kø for at få vejledning i at køre på en elcykel, som de efterfølgende kunne cykle hjem på.

Cyklerne er led i Randers Kommunes nye projekt ”Hverdagscykling i oplandsbyer, ” der skal få flere borgere i Assentoft, Spentrup og Langå til at skifte bilen ud med en cykel på vej til arbejde. Tilbuddet henvender sig til borgere, der har mere end fem kilometer til jobbet.

Den målgruppe tilhører Rikke Juul Scheel, der var mødt op ved Brugsen i Assentoft for at prøvekøre en elcykel.

Hun bor i Assentoft og arbejder i Støvring. Den daglige transport foregår med bil til banegården i Randers og med tog videre til arbejdspladsen. En tur på 74 kilometer hver vej:

”Jeg har længe overvejet at købe en elcykel, som jeg vil cykle på til banegården.  Dels for at få mere motion, men også for at spare penge på benzin. Derfor blev jeg utrolig glad, da jeg læste om projektet i avisen. Nu kan jeg prøve elcyklen i en periode og se, om det er noget for mig,” forklarer Rikke Juul Scheel. 

Prøveperiode på tre uger.
I hver by står 10 MTB-cykler og 10 elcykler klar, som borgerne kan låne i tre uger ad gangen.  Det tilbud glæder Christine Rasmussen til at afprøve.  Hun er på barsel indtil den 1. juli, hvor hun igen skal pendle 13 kilometer til Allingåbro til sit arbejde:

”Elcyklen giver mig mulighed for at få mere motion ind i en travl hverdag, så jeg ser frem til at skifte bilen ud med en hurtig elcykel i en periode,”  siger Christine Rasmussen.

Randers Cykelby har tidligere lånt elcykler ud til ansatte i virksomheder og institutioner med stor succes. Birgit Berggrein, der er projektleder for Randers Cykelby, var meget tilfreds med, at cyklerne vakte så stor interesse hos borgerne i Assentoft og Langå lørdag den 18. april:

”Det har været interessant at møde så mange mennesker, der vil høre om det nye cykelprojekt, og som har lyst til at skifte bilen ud med en cykel i en periode. Fra vore tidligere projekter har vi erfaring med, at mange mennesker bliver vilde med at cykle til arbejde, når de finder ud af, hvor meget hurtigere og lettere det er at cykle på en elcykel end at køre i bil til jobbet, ” siger Birgit Berggrein.

Fakta om projektet
I 2015 og 2016 ruller cykelprojektet ”Hverdagscykling i oplandsbyer” indover Assentoft, Langå og Spentrup. Formålet med projektet er at øge cykelpendlingen i de tre byer.

Der bliver anlagt flere parkeringspladser til cykler, så borgerne kan kombinere offentlig transport med cyklen. Desuden bliver der lagt diodelys i cykelstier fra de tre byer til Randers, ligesom borgerne får mulighed for at låne elcykler og MTB-cykler for at øge cykelpendlingen på de længere distancer.

Ved skolerne i de tre byer bliver der lavet nye cykelstier og 2 minus 1. veje. Skolerne bliver involverede i en proces med udarbejdelse af udvidede trafikpolitikker, der skal få flere elever til at gå eller cykle til skole. Desuden bliver eleverne opfordret til at deltage i en cykelkampagne i efteråret.

Projektet er finansieret af midler fra statens cykelpulje og Randers Kommune.