Elever fik styr på bremser, lys og reflekser

31. marts 2015 - Oprettet af Britt Møller

5. B på Blicherskolen havde før påske besøg af en cykelmekaniker. Han underviste eleverne i at smøre cykelkæder, pumpe cykler og tjekke, om deres cykler har lovpligtige bremser og reflekser. Formålet med besøget var at få flere elever til at træde i pedalerne til skole.

”En cykel med flade dæk og bremser, der ikke virker, kan være en undskyldning for nogle elever til ikke at cykle til skole. Derfor er det en god idé, at de lærer at tjekke ,om deres cykler er køreklare, så de sammen med deres forældre kan få ordnet cyklerne,” forklarer Claus Bendsen Jensen.

Han er færdselskontaktlærer på Blicherskolen, og vil gerne have flere elever til at cykle til skole:

”Der er mange stier i Spentrup, som elevene kan benytte. Cykelmekanikerens besøg kan være én af metoderne til at få flere i sadlen,” siger Claus Bendsen Jensen.

Cykeltjek giver bedre køreoplevelse

Det var cykelhandler, Henrik Falkenfleth fra forretningen ”Cykler og Fritid”, der underviste 5.B.    Eleverne fik blandt andet til opgave at tjekke, om deres cykler var i en sikkerhedsmæssig forsvarlig tilstand:

”Det plejer at være min morfar, der pumper min cykel. Det må han fortsat gerne gøre. Men i dag har jeg lært, hvordan jeg selv kan tjekke,  om min cykel er i orden. Om bremserne virker, om kæden er smurt, og om cyklen har de rigtige reflekser og lygter,  som loven kræver,” fortæller Laura Rasmussen fra 5.B. 

Cykelhandler Henrik Falkenfleth har været rundt på andre skoler for at lære eleverne om klargøring af deres cykler.  Han har derfor erfaring med, hvad  der skal til for at få flere til at springe på cyklerne:

”En velholdt cykel giver en anderledes køreoplevelse, og det motiverer flere til at cykle. Desuden skal lygter og reflekser være  orden, for det gør elevene mere trygge, at de bliver set og er synlige, når det er mørkt, ” siger Henrik Falkenfleth.

Fakta

Fra efteråret 2015 kommer der nye 2 minus 1 veje fra Hvidsten og Hastrup til Spentrup, så elever fra de to byer får en mere sikker skolevej. Desuden ruller en cykelkampagne indover skolen i september og oktober, der skal motivere flere elever til at cykle til skole.

De nye cykeltiltag sker i forbindelse med cykelprojektet ”Cykling i oplandsbyer,” som bliver sparket i gang i Spentrup, Assentoft og Langå i 2015 og 2016. Projektets mål er at få flere voksne til at springe på cyklen til arbejde og at få flere elever til at cykle til skole i de tre byer. Læs om projektet på, randerscykelby.dk.