De cykler for hjertet

22. juli 2015 - Oprettet af Britt Møller

Der er gang i hjulene, når medlemmer af hjerteforeningen mødes til hyggeligt samvær i sadlen et par gange om måneden. Alle kan deltage også de cyklister, der cykler for sjov.

Lige meget om det blæser eller regner, tropper et hold friske cyklister op til en gang pedalkraft ved den Blå Bro i Randers:

”Vi cykler hele året rundt, undtagen når der ligger is på stierne”, fortæller Ejner Nyrup, der er kasserer i Hjerteforeningen i Randers.

Han var én af initiativtagerne til oprettelsen af cykelholdet i 2014:
”Jeg elsker at motionere, men har slidgigt i mine knæ. Derfor er cykling en god måde at få rørt sig på, uden at det gør ondt i leddene,” forklarer Ejner Nyrup, der i løbet af kort tid fik samlet en flok entusiastiske pedalatleter til nogle cykelture:

”Vi vil meget gerne have flere med på turene, og man behøver ikke være med i Hjerteforeningen for at deltage” fortæller Ejner Nyrup og tilføjer, at turene foregår på helt almindelige cykler:

”Vi cykler cirka 20 til 30 kilometer, hver gang vi mødes. Jeg har altid en planlagt rute klar, men er meget åben for nye turforslag,” siger Ejner Nyrup.

Fakta
Der er cykelture med Hjerteforeningen den første og tredje mandag i hver måned.  Den Blå Bro er fast mødested, ligesom mødetidspunktet altid er klokken 14. Alle kan deltage, man skal bare møde op. Næste cykeltur finder sted mandag den 3. august.