Cykeltur spækket med kulturperler

14. september 2014 - Oprettet af Britt Møller

Søndag den 14. september fik en flok aktive cyklister en anderledes historieoplevelse i Vorup og Kristrup, da arkivar Tina Knudsen Jensen guidede dem rundt i området på to hjul.

Turen bød på fantastiske fortællinger. Om et hus med forbindelse til Afrika, de randrusianske katolikkers første samlingssted, Skallekrogen med de mange beboelsesvogne og et kvarter, der uheldigvis blev ramt af en bombe under 2. Verdenskrig.

Cykelturen er et samarbejde mellem Randers Cykelby og Museum Østjylland som led i Randers Kommunes cykelprojekt i den sydlige del af Randers, og deltagerne var begejstrede for den cyklende historieundervisning:

”Det har været en spændende tur. Jeg vidste for eksempel ikke, at der var faldet en bombe i Vorup under krigen,” sagde Iver Frederiksen fra Hvidsten, der var cyklet til Randers sammen med sin kone Barbara, for at deltage i turen:

”Vi cykler mange ture i vores nærområder og valgte at tage med på denne tur, fordi der var guide på. Det har vi ikke fortrudt,  for arkivar Tina Knudsen Jensen er en fantastisk fortæller,” sagde Iver 

Ægteparret Frederiksen fra Hvidsten deltog i cykelturen sammen med deres gode ven Margit Christensen, der er står i midten af billedet.

Inspiration til museumsbesøg
Hanne Melsen fra Kristrup var også sprunget på cyklen søndag den 14. september.

”Jeg flyttede til Kristrup for 20 år siden og har i dag fået en masse historisk viden om området, som jeg ikke vidste tidligere. Turen har inspireret mig til at få endnu mere viden, så jeg skal helt sikkert snart på besøg på Museum Østjylland,” sagde Hanne Melsen

Hanne Melsen var meget tilfreds med, at turen både gav ny viden og masser af motion.

Cykelprojektet i Sydbyen omfatter blandt andet:
Etablering af en åben stitunnel under Randersbro, ny cykelsti til Blegen, cykelfaciliteter i Sydbyen, kampagner i fem skoledistrikter og to ungdoms- og erhvervsuddannelser. Udlån af elcykler og mountainbikes til ansatte i tre virksomheder og en institution samt sundheds-og cykeltjek og spinningsforløb i et lokalt fitnesscenter