Børnehaveklasse vinder trafikpræmie

Det var en flok glade elever fra 0. A. på Munkholmskolen, der tirsdag den 10. november både fik overrakt et gavekort på 1000 kroner til klassekassen og samtidig fik besøg af politiet.

De glade vindere fra Munkholmskolen fik både gavekort og besøg af politiet

17. november 2015 - Oprettet af Britt Møller

Eleverne modtog pengene, fordi de har vundet årets skolestartskonkurrence i Randers Kommune.  Det har de gjort ved at svare rigtigt på spørgsmål om sikkerhed i trafikken.

Når eleverne begynder i skole for første gang, skal de også lære at begå sig i trafikken. Derfor har Randers Kommune sammen med Rådet for Sikker Trafik givet alle kommunens nye skolebørn et opgavehæfte om sikker adfærd i trafikken. Hæftet skal børnene udfylde sammen med deres forældre, og bagefter trækkes der lod om præmier af de rigtige besvarelser.

Besøg Sikkertrafik.dk.

”Flere elever begynder selv at gå hjem fra skole i de yngste klasser. Det er derfor nødvendigt, at både skolen og forældrene lærer eleverne, hvordan de skal færdes i trafikken,” siger Gitte Unnerup, der er klassepædagog i 0.A.

Elever skal lære at passe på sig selv

Politiassistent Thomas Larsen fra Østjylland Politi havde en travl time sammen med eleverne. Udover at tale med eleverne om hvordan de kommer sikkert til og fra skole, besvarede han elevernes mange nysgerrige spørgsmål om sit arbejde som politibetjent.

”Det er godt, at skolerne giver kampagnen stor opmærksomhed, for det er i de yngste klasser, at fundamentet til fremtidens sikre trafikanter grundlægges. Det handler om, at eleverne lærer at koncentrere sig, så de ikke tænker på alle mulige andre ting, mens de går eller cykler. På den måde kan de lære at klare sig i trafikken og passe på sig selv,” siger Thomas Larsen.

Fakta om skolestartkampagnen

I forbindelse med at tusindvis af skolebørn begyndte i skole for første gang efter sommerferien  satte,   Randers Kommune plakater op på mange skoleveje. Skiltene opfordrede bilisterne til at sætte farten ned og passe på de små i trafikken.

Kampagnen opfordrede alle forældre til at komme ud i trafikken og træne med deres børn og tale om trafikken.

Besøg www.sikkertrafik.dk/skolestart og find info om kampagnen og gode råd til trafiktræning