Aktive frikvarterer på to hjul

01. september 2014 - Oprettet af Britt Møller

Normalt skal cyklerne blive stående i stativerne, når der er frikvarter på Tirsdalens Skole. Den regel er suspenderet i september måned, hvor børnene opfordres til at boltre sig på de tohjulede i alle pauser.

Skolen har tilmeldt alle elever til den landsdækkende motionskampagne ”Alle Børn Cykler.” Udover at få flere til at cykle til og fra skole stiller skolen forhindringsbaner op på skolens områder, så eleverne kan blive udfordret i sadlen i frikvartererne:

”Vi bruger bevægelse i en stor del af vores undervisning på Tirsdalens Skole. Børnene bliver mere modtagelige for læring, når de har haft pulsen oppe. Nu forsøger vi så at sætte to hjul under også i frikvartererne i forbindelse med kampagnen,” siger Peter Hoff, der er lærer på Tirsdalens Skole.

I foråret deltog Tirsdalens Skole i Randers Cykelbys kampage ”Vi cykler til skole.” Kampagnen fik flere børn til at træde i pedalerne til og fra skole, og den succes håber skolen at kunne gentage i september måned:
 
”Kampagnen i maj måned rykkede rigtig mange elever over på cyklerne. Vi håber derfor, at kampagnen i september og de anderledes cykelaktiviteter i frikvartererne kan fastholde de nye cyklister i sadlen,”  forklarer Peter Hoff.

Christian fik smag for cykli

Christian Bach Brandt, der går i 6. klasse på Tirsdalens Skole, er én af de mange nye cyklister. Han startede med at cykle i forbindelse med kampagnen ”vi cykler til skole” i maj måned, og han er fortsat med at træde i pedalerne efter sommerferien:

”Jeg har fundet ud af, at det er sjovt at cykle. Det er også meget nemmere, for nu kan jeg besøge mine kammerater lige efter skole, for jeg snupper bare cyklen og smutter forbi dem,”  siger Christian Bach Brandt.

Før Christian begyndte at cykle til skole, blev han ofte kørt i bil af sine forældre, fordi han var utryg ved trafikken:

 ”Jeg har vænnet mig til at cykle og kører ofte på veje, der ikke er særligt trafikerede. Nu er det kun mine forældre, der ikke rigtig kan vænne sig til, at jeg tager cyklen hver dag,” siger Christian Bach Brandt.

Christian er blevet vild med at cykle og glæder sig til at deltage i kampagnen "Alle Børn Cykler"

Fakta
Den landsdækkende motionskampagne ”Alle Børn Cykler” ruller fra den 1. til den 12. september.
Formålet med kampagnen er at få så mange børn som muligt til at cykle mere.
Kampagnen arrangeres af Cyklistforbundet i samarbejde med TrygFonden.
De klasser, der har flest cykeldage, deltager i lodtrækningen om store cykelpræmier

Randers Cykelby giver lokale præmier
Første præmien er en tur til Djurs Sommerland. 
Anden præmien er en biograftur.
Tredje pladsen er 1000 kr. til klassekassen.

Skolekampagne i maj i Sydbyen
Kampagnen i maj måned på fem folkeskoler i den sydlige del af Randers er en del af Randers Cykelbys cykelprojekt i Sydbyen.
Her bliver der desuden etableret en åben stitunnel under Randersbro, ny cykelsti til Blegen, MTB teknikbane i Romalt Bakker. Udlån af elcykler og mountainbikes til ansatte i tre virksomheder og en institution samt sundheds-og cykeltjek og et spinningsforløb i et lokalt fitnesscenter