1.000 elever cyklede 30 kilometer

10. oktober 2014 - Oprettet af Britt Møller

Fredag d. 10. oktober 2014 var det skolernes motionsdag, og for andet år i træk kunne eleverne fra de ældste klasser melde sig til en næsten 30 kilometer lang cykeltur rundt om Danmarks eneste flod Gudenåen.

Justesens Plæne ved den Blå Bro var fyldt til randen med cykelglade skoleelever, som havde valgt at tilbringe skolernes motionsdag i cykelsadlen. Over 1.000 elever havde tilmeldt sig Skolernes Gudenåløb, som igen i år var arrangeret af Randers Cykelby, Randers Cykelmotion og Randers Cykleklub.

Se alle billederne på Randers Kommunes billedgalleri 

Startskuddet gik kl. 9.00, og så blev de første 50 elever sendt af sted på cykelturen.

Frederikke Jensen og Agnete Borup fra 7.a. på Tirsdalen Skole har valgt at cykle turen, fordi de nyder den friske luft og den smukke udsigt på ruten.

Cykelturen byder på smuk udsigt over Gudenåen.