Sund mad i ny kantine på Tirsdalens Skole

Første etape af en ny kantine er bygget færdig. Kantinen er en del af en indsats, der skal sikre sund mad til eleverne.

11. december 2015 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Eleverne på Tirsdalens Skole har nu mulighed for at købe lækker og sund hjemmelavet mad. De har nemlig fået en helt ny kantine, hvor første del af byggeriet netop er overstået. Med køkkenet kommer den nye kantine til at fylde 274 kvadratmeter.

”Med den nye kantine giver vi eleverne mulighed for at tanke op i løbet af dagen med lækker og sund hjemmelavet mad, der er lavet fra bunden. Menuen kommer blandt andet til at bestå af masser af fuldkorn, grøntsager og frugt, og det bliver muligt at spise morgenmad på skolen, hvis eleven glemmer det hjemmefra,” fortæller Anja Axelsen, kantineleder på Tirsdalens Skole.

Brændstof til hverdagen

Når eleverne på Tirsdalens Skole møder om morgenen, er der mange, der ikke har spist morgenmad. Resultatet er ofte trætte og umotiverede elever, der har svært ved at koncentrere sig. Det problem skal skolens nye kantine medvirke til at løse.

”Vi ved af erfaring, at flere elever slet ikke spiser noget i løbet af dagen. Mange spiser usundt, og det håber vi at komme til livs, så vi med tiden kan se en forbedring af de unges energiniveau og præstationer i timerne,” fortæller Anne-Mette Thorsen, skoleleder på Tirsdalens Skole.

En social gevinst

Efter skolestrukturændringerne er Tirsdalens Skole blevet en overbygningsskole. Det har resulteret i en del flere elever på skolen, der kommer fra fire forskellige skoler. De kender ikke rigtig hinanden og skal her i første fælles skoleår til at opbygge relationer med hinanden.

”Her kan den nye kantine komme ind i billedet. Kantinen bliver et samlingspunkt for alle skolens elever, hvor der kan arbejdes, hygges og snakkes,” fortæller Anne-Mette Thorsen.

Når kantinen står helt færdig bliver der plads til at over 200 elever kan spise samtidigt i kantinen. Anden etape af byggeriet starter 1. februar 2016 og forventes færdigt i uge 32, 2016. Eleverne skal betale 20 kroner for dagens ret, 10 kroner for suppe og 10 kroner for en sandwich.