Randers Brandvæsen kontrollerer fyrværkerisalget

I dagene mellem jul og nytår starter fyrværkerisalget i Randers for alvor. I den forbindelse begynder Randers Brandvæsen den 28. december deres årlige sikkerhedskontrol af de 40 lokale salgssteder i Randers Kommune. Beredskabsinspektør Niels Henrik Nielsen råder alle borgere til at holde sig fra ulovligt fyrværkeri, da der er stor fare for personskader.

28. december 2015 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Mens randrusianerne den 28. december har travlt med at bytte gaver og hygge sig sammen med familien, er dagen for Randers Brandvæsen kendt som store fyrværkeridag. Det er nemlig i dag, at den årlige sikkerhedskontrol af fyrværkerisalget i Randers Kommune går i gang.

”Det kan være en alvorlig sag, hvis fyrværkeri ikke er opbevaret sikkert og tørt. For at forebygge ulykker og personskader er salgsstederne underlagt en række regler for, hvordan de skal håndtere nytårskrudtet,” fortæller Niels Henrik Nielsen, beredskabsinspektør hos Randers Brandvæsen. Han fortsætter:

”I de senere år har sikkerheden omkring salgsstederne i Randers været god og stort set alle har overholdt reglerne. Salget af fyrværkeri har reelt været i gang siden den 15. december, men det er stadig vigtigt, at vi her mellem jul og nytår kommer ud og kontrollerer virksomhederne. Det er nemlig først de sidste 3-4 dage af måneden, hvor hovedparten af fyrværkeriet sælges.”

Køb ikke ved ulovlige forhandlere:
Det er dog ikke alle salgssteder, som Randers Brandvæsen kan kontrollere. Hvert år er der private, der vælger at sælge ulovligt og personfarligt fyrværkeri til deres medborgere. Konsekvenserne ved at købe de farlige kanonslag og bomber kan være voldsomme og direkte livsfarlige.

”Det er vigtigt, at borgerne holder sig fra at købe ulovligt fyrværkeri, da sikkerheden omkring det og kraften bag ikke er kontrolleret. Desværre ser vi hvert år personer, der kommer alvorligt til skade og pårørende, der får ødelagt deres liv som følge af ulovligt fyrværkeri,” fortæller Niels Henrik Nielsen.

Uddrag af reglerne for salg af fyrværkeri:

  • Man må kun sælge fyrværkeri til private fra 15. december til 31. december.
  • Man må som privat forbruger kun skyde fyrværkeri af i perioden den 27. december – 1. januar.
  • En stor container må maksimalt indeholde 380 kg rent krudt.
  • Containeren skal være forsynet med sprinklere og udslyngningsgitter ved dørene.
  • Der er i år mulighed for at få en mindre container, hvor man må have 50 kilo fyrværkeri.
  • I et salgstelt må der maksimalt være 50 kilo fyrværkeri.
  • En container skal være placeret 40 meter væk fra beboelsesområde og 12 ½ meter væk fra erhvervsbygninger.
  • En butik må maksimalt have 12 ½ kg i butikslokalet og 25 kg på lageret.
  • I butikken skal der være mindst én meter til el-installationer og to meter til varmekilder.
  • Der skal altid i umiddelbar nærhed af salgsstedet være en vandslukker.

Du kan læse mere om reglerne for salg af fyrværkeri og sikkerhed på: www.beredskabogsikkerhed.dk