Kunstnere og gallerier inviteres til Randers Art Week

Kunstnere, museer og gallerier i Randers Kommune har indtil den 21. december 2015 mulighed for at tilmelde sig den årlige Randers Art Week. Den succesfulde kunstuge bliver afholdt i påsken 2016 og åbner det randrusianske kunst-skattekammer for besøgende i påsken. Skal du være med?

09. december 2015 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Randers-området er et kunstnerisk skattekammer med mange kunsthåndværkere, kunstnere og designere. Her er alt fra skulpturer til forskellige variationer af malerier, tegninger, fotografier, keramik, glaskunst, smykker, tekstiler og forskellige former for kunsthåndværk til boligen.

For at synliggøre de mange dygtige Randers-kunstnere og de mange lokale gallerier og atelierer for kommunens borgere og gæster har Randers Kommune de sidste tre år været initiativtager til den succesfulde kunstuge ’Randers Art Week’, der i 2016 for fjerde gang bliver afholdt i påsken, 18-28. marts.

Randers Art Week blev første gang afholdt i 2013. Ideen var fra begyndelsen at skabe et initiativ, som områdets mange kunstkapaciteter selv vil kunne drive videre efter få år. Fra 2016 vil Randers Art Week derfor blive drevet af den nystiftede Art Week-forening. Foreningen henvender sig til alle der beskæftiger sig med kunst i Randers Kommune. Formålet er blandt andet at etablere et netværk mellem kunstaktørerne i Randers og vise kunstens mangfoldighed i Randers Kommune. Den årlige Randers Art Week er en platform som medlemmerne kan bruge til at gøre sig mere synlige.

Billedkunster og galleriejer, Peter Møller, er en af de mere end 40 forskellige udstillere, som har deltaget i de tidligere års Randers Art Week.

”Jeg oplever helt klart, at Art Week kan gøre en forskel. Kunstmiljøet står stærkere i Randers, når vi går sammen. Det er en god fælles platform for markedsføring, som også kan være med til at hjælpe den enkelte kunstner. Personligt har jeg selv oplevet at få flere udenbys-gæster i mit galleri efter min deltagelse i Randers Art Week,” fortæller han.

Som medlem af Art Week-foreningen bliver man en del af den årlige kunstuge og får glæde at Randers Art Weeks samlede markedsføring. Omdrejningspunktet bliver en fælles hjemmeside og en brochure. Derudover vil der blive lavet plakater og flyers, avisannoncer samt annonceres på de digitale infotavler ved de store indfaldsveje. Medlemmerne af foreningen har desuden muligheden for at deltage i andre fællesarrangementer og PR-tiltag.

For at kunne deltage som udstiller skal du være medlem af Randers Art Week. Medlemskabet koster 600 kroner pr. år og giver dig blandt andet ret til en profil på hjemmeside og i brochure - uanset om du er en kunstner, en gruppe eller et galleri.

For tilmelding og yderligere oplysninger - klik her

Tilmelding skal ske inden den 21. december 2015.