Kom til DM i julegrød og pebernøddespisning

Den søde december grød med sukker, kanel og en kæmpe smørkugle er elsket af alle nisser og vist kendt af alle mennesker. Lørdag den 19. december holder selveste Julemanden 'DM i grødspisning'. Mesterskabet finder sted i Randers, hvor sidste års rekord på to kilo grød i løbet af 10 minutter bliver udfordret. For alle nissebørn bliver der forinden afholdt DM i pebernøddespisning – ligesom det bliver muligt at tage den store nisseeksamen.

For alle der elsker risengrød ligesom Julemanden, er der nu mulighed for at blive danmarksmester i grødspisning. Det sker lørdag den 19. december kl. 12.

09. december 2015 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Siden julebelysningen blev tændt i Randers i slutningen af november, har ingen været i tvivl om, at det er den rigtige julemand, der i disse uger besøger Randers City. Julemanden har under sit ophold i den kronjyske hovedstad blandet andet fortalt Randers Eventsekretariat og Cityforeningen, hvor glad han er for grød.

”Ho ho ho, grød er jo julens festmåltid, og jeg nyder særligt den søde grød efter en lang juleaften, hvor jeg har bragt gaver ud til alle børnene. Så venter julemor hjemme med et stort fad julegrød. Nu har jeg allieret mig med de søde event-folk i Randers og mange andre søde randrusianere, der hjælper mig med at få afviklet DM i grødspisning,” fortæller Julemanden.

For alle der elsker risengrød ligesom Julemanden, er der nu mulighed for at blive danmarksmester i grødspisning. Det sker lørdag den 19. december kl. 12, hvor frivillige fra det lokale beredskabskorps koger store mængder grød i deres mobile komfur i Houmeden. Dagen er udnævnt til ’Store Nissedag’, hvor nissebørn i alle andre allerede fra kl. 10 kan dyste i Danmarksmesterskabet for en anden ædel julespise – nemlig pebernødder.

Hvor mange pebernødder kan du spise på to minutter? Denne konkurrence bliver afløst af muligheden for, at alle nissebørn kan tage den store nisseeksamen ved at skulle kravle gennem en skorsten med både sæk og gaver.

Kl. 11.45 viser Randers Brandvæsen, hvordan du kan slukke en brand i en juledekoration, hvis uheldet skulle være ude.

Der vil formiddagen igennem være gratis smagsprøver af julegrød til alle. Ønsker du at deltage i grødspisningsmesterskabet, skal du tilmelde dig på dagen inden kl. 12. Julemanden har naturligvis sørget for julegaver til vinderne. Deltagerne ved DM i julegrød bliver vejet før grødspisningen, og 10 minutter efter spisningen. Den som har taget mest på har vundet.