Jul i fritidshjemmet

I Jennumparkens Fritidshjem oplevede børnene mandag d. 30. november, at stormen Gorm havde blæst julen væk. Her fortæller fritidshjemmets leder, Birgitte Kaas Sørensen, hvordan børnene afværgede katastrofen:

02. december 2015 - Oprettet af Steven Holst

"Da børnene mødte på Jennumparkens fritidshjem mandag, fik de at vide, at stormen Gorm havde blæst julen væk!

Det var jo en katastrofe, for tirsdag den 1. december var det meningen, at  børnene skulle fejre julemånedens komme!

Børnene besluttede at lave juletegninger og skrive et brev til julemanden med følgende ordlyd –” Kære julemand. Vi ønsker, at du blæser julen tilbage til os. Kan du ikke bare give os julen igen? I morgen skal vi tænde vores juletræ og spise risengrød, så vi har brug for, at julen kommer tilbage, sødeste julemand. Kærlig hilsen Jennumparkens fritterbørn”

Da børnene kom på fritidshjem tirsdag den 1. december, havde julemanden bragt julen tilbage. Han havde hængt alle børnenes tegninger op i flagstangen, og nederst var der et brev fra ham. ”Søde fritterbørn, jeg har hentet julen tilbage, og jeg glæder mig til en stor skål risengrød. Hilsen julemanden”
Børnene spiste risengrød med mandelgave, dansede om juletræet mens de sang ”Højt fra træets grønne top” og pakkede julegaver op, som julemanden havde haft med!

Så blev det alligevel jul i det lille fritidshjem!"