Ungeråd er et skridt nærmere

Randers Byråd vedtog mandag aften den 16. november, at kommunen skal fortsætte arbejdet med at oprette et Ungeråd. Samtidig blev der udpeget to byrådsmedlemmer, der tilknyttes det kommende Ungeråd.

16. november 2015 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Det overordnede formål med etableringen af Ungerådet er at sikre en større inddragelse af unge i Randers kommune og samtidig skabe et større engagement blandt unge i kommunen således, at Ungerådet kan være med til at skabe et attraktivt ungdomsmiljø i Randers kommune.

Alle unge mellem 15-25 år, der er bosat i Randers Kommune får stemmeret og kan vælges til Ungerådet. Ungerådet får 21 medlemmer, hvor der vælges tre repræsentanter fordelt på syv forskellige distrikter i Randers Kommune.

Valget til Ungerådet kommer til at foregår digitalt. Randers Ungdomsskole får til opgave med at tilrettelægge opstilling af kandidater og afvikling af valget. Ungerådet skal selv beslutte, hvilke emner de skal beskæftige sig med. Der er på nuværende tidspunkt præsenteret forslag som:

  • Den kommende brandingproces af Randers Kommune.
  • Hvordan gøres Randers-Ugen mere attraktiv for unge?

Ungerådet anses som en vigtig sparringspartner for byrådet og de politiske fagudvalg.

Byrådsmedlemmerne Charlotte Broman og Mikael Firlings Mouritsen blev valgt som de to byrådspolitikkere, der fremadrettet bliver tilknyttet Ungerådet.