Udvikling af Thors Bakke

Thors Bakke, der i dag har både biograf, Sundhedscenter, boliger og restaurant, skal fortsætte udviklingen hen i mod at være en central og levende bydel. Derfor vedtog byrådet mandag aften den 16. november, at planlægningen af en ny lokalplan for området skal sættes i gang.

Sådan kan Thors Bakke komme til at se ud i fremtiden

17. november 2015 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Der foreligger et aktuelt projekt for videreudvikling af Thors Bakke. Projektet omfatter bydelens nordøstlige og sydvestlige del, der ejes af K/S Thors Bakke og Randers Kommune.

Randers Kommunes visioner om at bringe by og vand tættere sammen videreudvikles med den nye bydel Thors Bakke. Det er ønsket at den nye bydel forbinder hele byen, både med hensyn til infrastruktur og byens arkitektoniske identitet. 100 nye et- og to-værelseslejligheder får en prominent udsigt over bydelen. Bygningen fortsætter byens historiske karréstruktur med et åbent solrigt gårdrum, overtrukket med byens karakteristiske røde mursten og detaljering, samtidigt med at den afspejler det kuperede terræn ved en trappe op i højden mod nord.

Gårdrummet åbner op og iscenesætter nabobygningen, det gamle Thors Bryggeri, der i dag huser Restaurant Flammen, og som reference hertil bliver der i dette gårdrum indarbejdet filigran-mønster og humle-planter. Som kulmination på aksen rejser der sig et højhus på toppen af bakken som et fyrtårn for hele byen. Bygningen huser nogle attraktive ejerlejligheder i godt 20 etager med en unik udsigt over by og opland.

26 af byrådets medlemmer stemte for, 4 stemte imod, og 1 undlod at stemme.