Tag ansvar for din trivsel

Hvis man vil forebygge stress, skal man finde ud af, hvordan man indretter sit liv og sin hverdag, så man kan tackle de belastninger, der forårsager stress. Det er lettere sagt end gjort, og heldigvis findes der masser af gode råd, redskaber og mulighed for at søge hjælp. Stressekspert Thomas Milsted og Den Skaldede Kok, som selv har været ramt af alvorlig stress, medbragte gode råd i overflod, da de besøgte Randers og holdt foredrag om stress og forebyggelse.

Thomas Milsted er en af landets førende eksperter i stress og Carsten Olsen, alias Den Skaldede Kok har selv været alvorlig syg af stress.

24. november 2015 - Oprettet af Marie Have Qvist

Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt med stress, og ifølge Stressforeningen lider mere end en kvart million danskere af stress i alvorlig grad. Stress er et stadig voksende problem i vores samfund, og WHO forudsiger, at stress vil være den mest almindelige årsag til sygdom i år 2020 – det vil altså sige om kun fem år. Derfor inviterede Randers Kommune til foredragsaften om stress og forebyggelse torsdag d. 19. november 2015.

”Rigtig mange af os har en rigtig travl hverdag med mange opgaver og udfordringer, og stress bliver desværre en del af flere og flere menneskers liv. Derfor har vi valgt at sætte fokus på emnet, og vi håber, at vi kan give jer den viden og de redskaber, der skal til for at blive mere robuste overfor stress,” sagde formanden for Sundhed og Omsorgsforvaltningen, Leif Gade, da han bød deltagerne velkommen.

Foredragsholderne var Thomas Milsted, en af landets førende eksperter i stress, og kokken og musikeren Carsten Olsen, bedre kendt som Den Skaldede Kok. De præsenterede tilhørerne for personlige fortællinger og den nyeste forskning inden for stressområdet, og de efterlod ikke deltagerne i tvivl om vigtigheden af at være opmærksom på symptomer på stress.

Fire alvorlige symptomer

Listen over symptomer på stress er lang, og det er helt sikkert relevant at læse den igennem for at øge opmærksomheden på kroppens signaler. Den indeholder blandt andet psykiske symptomer som dårlig koncentrationsevne og irritation og fysiske symptomer som hovedpine og hjertebanken.

Mange af symptomerne kan man dog godt have i en periode, uden at det er tegn på alvorlig stress, og ifølge stressekspert Thomas Milsted er det også helt okay at have travlt og være presset i en periode – som tommelfingerregel må perioden dog ikke vare længere end fire uger.

Thomas Milsted præsenterede desuden en liste med fire symptomer på stress, som man under alle omstændigheder skal tage meget alvorligt, hvis man oplever den alle inden for en periode på et år.

”Hvis man oplever forringet søvnkvalitet, manglende sexlyst, isolerer sig og overspiser af sukker- og fedtholdig mad i en længere periode, så bør alle advarselslamper være tændt,” siger Thomas Milsted. 

Død af stress

Carsten Olsen, alias Den Skaldede Kok, har været ramt at stress i så alvorlig grad, at han faktisk døde af det og var væk fra verden et par minutter, mens lægerne udøvede den kunst, der gjorde det muligt for ham at stå i Ridehuset ved Værket og fortælle sin historie til randrusianerne.

Det er en skræmmende historie, som handler om, hvor meget kroppen kan tage skade af en voldsom overbelastning over en længere periode. Men endnu mere skræmmende er den måske, fordi han ikke selv kan se nogen mulighed for, at det voldsomme nedbrud kunne være udgået på trods af alverdens advarsler fra både kroppen og omverden.

”Jeg ville ønske, at jeg havde lyttet til alle dem, der sagde til mig, at jeg skulle tage mine symptomer alvorligt og gøre noget ved det. Men jeg tror ikke, at noget andet end den ultimative advarsel, jeg fik med mødet med døden, kunne have fået mig til at indse alvoren,” siger Carsten Olsen.

Nogen må planken ud

”Der findes desværre en del mennesker, der ikke er modtagelige for nogen former for advarsler og skal gå planken ud, før de gør noget ved deres situation,” siger Thomas Milsted, som har arbejdet med stressforskning mere end 20 år.

”Der kommer af og til kvinder hen til mig efter et foredrag og siger, at de ville ønske, de kunne have lokket deres mand med til foredraget. De fortæller, at manden har alle symptomer på stress, men at han ikke vil tage det alvorligt. Mit råd til dem er, at de skal sørge for at være i nærheden af ham, når han får en blodprop,” siger Thomas Milsted.

Hans pointe er den simple, at man ikke kan tvinge folk til at foretage de nødvendige ændringer, der skal til for at få stress under kontrol. Det er op til den enkelte at finde de faktorer, der belaster dem og kan føre til stress.

”Hvis man befinder sig i en stressende situation, har man tre valgmulighed. Hvis det for eksempel er et job, kan man enten forlade jobbet, ændre de stressende faktorer ved jobbet eller lære at leve med de ting, der er stressende ved jobbet. Mange tror, at der findes en fjerde mulighed; nemlig at undlade at gøre noget, og så går det nok over af sig selv – det er ikke tilfældet,” understreger Thomas Milsted.

Sund fornuft mod stress

Ifølge stressekspert Thomas Milsted er det meget individuelt, hvordan man beskytter sig selv mod de belastninger, der kan føre til stress. Alligevel er der masser af gode råd at hente, og han henviste blandt andet til hjemmesiden Møller og Milsted, hvor man kan hente gratis manualer til arbejdet med mental sundhed – både personligt og på arbejdspladsen.

”Langt hen ad vejen handler det også om sund fornuft. Som tommelfingerregel skal man ikke presse sig selv så meget i løbet af dagen, at man ikke kan nå at restituere i løbet af eftermiddagen eller aftenen. Det er desuden en god idé at finde ud af, hvad man bliver belastet af, så man kan få gjort noget ved det,” siger Thomas Milsted.

Desuden anbefaler han, at man har faste principper, der gør det lettere at sige nej og dermed få tid til at komme ned i gear. Selv har han et princip om, at han ikke arbejder mere end to lørdage om måneden. I den forbindelse er det muligvis en god idé at have et princip om ikke at arbejde mere end 55 timer om ugen, fordi det forøger risikoen for blodpropper med 30 procent.

Den Skaldede Kok videregiver desuden sin egen opskrift på at undgå stress:

”Lær dig selv ikke at tænke på det, du ikke kan gøre noget ved, sluk mobilen, log af facebook, gå en lang tur og tag en lur, når det er muligt,” anbefaler Carsten Olsen.