Stor succes med bogvenner

”Jeg har set min verden blive mindre og mindre, alt imens jeg mistede evnen til at bevæge mig ubesværet. Men nu har jeg fundet min glæde i bøgernes verden, hvor der ligger et helt skatkammer og venter på at blive læst,” fortæller Agnete Schmidt, som fik sin bogven i år, da vintergækkerne blomstrede. Hun er fyldt op af taknemmelighed over den gave, hun har fået gennem bogvennen, som bringer hende nyt og spændende indhold i hverdagen gennem tusindvis af sider i alverdens bøger.

Agnete Schmidt og Mie Svidt er bogvenner. Her taler de om bøgerne, som Mie har hentet til Agnete.

26. november 2015 - Oprettet af Marie Have Qvist

Agnete Schmidt har levet et langt og spændende liv. Som aktiv erhvervskvinde med rejser som sin store passion har hun oplevet lidt af hvert. Men livets mange somre har sat sine spor, og selvom hovedet stadig er lysende klart, så har kroppen efterhånden passeret livets efterår, og selv en tur til byens bibliotek er blevet umuliggjort.

Agnete havde affundet sig med at søge sin indsigt i spændende programmer på TV, men så dukkede en ny mulighed op gennem en artikel i byens avis, som fortalte om det nye initiativ bogvenner, hvor frivillige tilbød at hente bøger til ældre, som selv var forhindret af fysikken.

”Jeg tænkte, at hvis der virkelig findes mennesker, der er så søde, at de vil bruge deres tid på at give et andet menneske den gave, så vil jeg da ringe og ønske mig sådan et bekendtskab,” fortæller Agnete Schmidt.

Fælles passion for bøgernes verden

Agnete fik sin bogven i Mie Svidt, som selv har stor passion for bøgerne.

”Jeg ville selv være frygtelig ked af, hvis jeg ikke kunne komme på biblioteket. Min hverdag levner ikke altid en masse tid til at læse lige nu, men jeg gemmer alle Agnetes sedler med bogønsker som inspiration, og jeg husker hendes anmeldelser af bøgerne,” siger Mie Svidt.

De to mødes ganske ofte for to bogvenner – cirka hver tredje eller hver fjerde uge. Ellers mødes bogvenner som oftest en gang hver sjette uge. Men Mie finder tid til det, og Agnete læser flere bøger om ugen. Af og til mødes de bare i døren og udveksler bøger, men som oftest sætter de sig med en kop kaffe og får en god snak om bøgerne og verdenssituationen generelt.

Agnete er fuld af lovprisende ord om Mie, og der hersker ingen tvivl om, at bogvennen har gjort en fantastisk stor forskel i Agnetes liv.

”Jeg kunne ønske for alle mine medmennesker, der mangler indhold i hverdagen, at de også kunne få sig en bogven som Mie. Man kan godt trænge til nye tanker, der ikke kredser om verdens ulykker og de skavanker, man selv måtte have. Det er skønt at fortabe sig i en bøgernes virkelighed og få et indblik i en anden verden,” siger Agnete Schmidt.

En historie om livskvalitet

Kvinderne bag initiativet med bogvenner hører ganske ofte historier som Agnetes og Mies, og de er glade og overraskede over, hvor hurtigt bogvennerne er blevet så stor en succes. Mette Søby og Louise Højgaard Andersen fra ældreområdet i Randers Kommune startede rekrutteringen i starten af året, og det varede ikke længe, før man begyndte at sammensætte de første bogvenner.

”Vi hører kun solstrålehistorier om, hvordan de ældre sætter meget stor pris på den mulighed, de har fået for igen at fordybe sig i bøgerne,” fortæller aktivitetsmedarbejder, Louise Højgaard Andersen.

”Dette er virkelig noget, der bringer livskvalitet ind i de ældre borgeres liv. Ved bogvennens enkle besøg kan de få mange timer fyldt op af nyt indhold i deres hverdag,” fortæller frivilligkoordinator Mette Søby.

Det er stadig muligt at melde sig som frivillig bogven hos Mette Søby på tlf. 51 54 66 94 eller mail mette.soby@randers.dk. Har du behov for at få hentet bøger, kan du kontakte Vibeke Ullits Rygaard på mail Vibeke.ullits.rygaard@randers eller tlf. 2049 9859.