Nørrevangens mellemtrin hjælper flygtninge

Den frivillige forening Venligboerne har modtaget flere sække fyldt med tøj og legetøj, som 4.-6 klasserne på Nørrevangsskolen har indsamlet til flygtninge.

12. november 2015 - Oprettet af Kenneth Sørensen

Alvorlige tv-billeder med flygtning fra Syrien fik i det tidligere efterår Nørrevangsskolen til at sætte fokus på flygtninge. 

”Vi vil gerne gøre det nemmere for vores elever at forstå situation med de mange flygtninge,” fortæller AKT-pædagog Karen Kornerup.

Samtidig med at skolens lærere og pædagoger talte med eleverne om, hvad det vil sige at være flygtning, blev der i 4.-6. klasserne sat gang i en indsamling. Elever og forældre tømte skabe og skuffer. Det er blevet til flere plastposer og -sække fyldt med tøj og legetøj. Der er alt fra eksempelvis vinterjakker, støvler til bamser, busker og t-shirts.

”Det har vært sjovt at være med til at gøre en forskel,” lyder det fra et par af eleverne, den dag Venligboerne er kommet for at hente det indsamlede tøj. Venligboerne en gruppe af frivillige mennesker fra efterhånden hele Danmark, der ønsker at hjælpe flygtninge, som har det svært.


Her ser du nogle af eleverne fra 4.-6. klassetrin sammen med en del af de store bunker tøj, som eleverne har været med til at indsamle.

Ulrick Goerlich, der er primusmotor for Venligboerne i Randers, sender en stor tak til elever og forældre på Nørrevangsskolen for at have samlet så meget tøj ind.

”Vi giver det til de flygtninge, som vi møder, når vi kan se, at de har brug for det. Særligt vintertøjet står i høj kurs i disse måneder,” fortæller han.

Derudover har Venligboerne en plan om at sende noget af tøjet til den græske ø Lesbos, der stadig er præget af de mange flygtninge, der hver dag kommer ind på stranden.

Også fra Nørrevangsskolen lyder der en tak til de forældre og elever, der har været med til at samle tøj ind.

”Ud over at vi er med til at hjælpe nogen i en svær situation, så har det på en praksis måde været med til, at vores elever har lært, hvad det vil sige at være flygtning,” slutter Karen Kornerup.