MTB Randers blev fejret på Rådhuset

Mandag den 30. november var Rådhustorvet i Randers spækket med farvestrålende cykler med brede dæk. Cyklernes ejere var for en kort stund trukket inden døre i rådhussalen, hvor de fik champagne og en gavecheck af borgmester Claus Oman Jensen, fordi klubben netop er blevet kåret til årets cykelklub i Danmark:

Byrådssalen var fyldt med klubmedlemmer i blåt cykeltøj

30. november 2015 - Oprettet af Britt Møller

”Stort til lykke til jer, fordi I har nappet den flotte titel. Jeg er stolt af jer, for I stikker hovedet frem og er med til at sætte Randers på landkortet,” sagde Claus Omann Jensen til de mange fremmødte klubmedlemmer.

Claus Oman Jensen fremhævede i sin tale blandt andet klubbens evne til at favne ryttere på alle niveauer og i alle aldre:

”I er et godt eksempel på, at sport samler og forener mennesker. Det er positivt, at I har fået fat i så mange unge mennesker, der har lyst til at springe på MTB cyklerne og være med til at holde Randers på toppen af cykelsporten i Danmark,”  sagde Claus Omann Jensen. Han er selv aktiv cyklist i sin fritid og ser frem til at cykle en tur sammen med MTB Randers i nærmeste fremtid.

Fællesskab samler klubben

Det var formand for MTB Randers, Lasse Sommer, der modtog gavechecken på 4000 kroner af borgmester Claus Omann Jensen:

”Vi er utrolig glade for at blive kåret til årets klub i Danmark og for at blive fejret i Randers i aften, ” sagde Lasse Sommer, og fortsatte:

”Vores succes bygger blandt andet på det store fællesskab og de mange aktive frivillige, der yder en kæmpe indsats i MTB Randers. De stiller både op, når klubben skal etablere nye MTB spor, og når børneholdene skal have nye trænere,” sagde Lasse Sommer.

Det var en flok glade  cyklister, der modtog en gavecheck på 4000 kroner af borgmester Claus Omann Jensen. Ved siden af borgmesteren står formand for MTB Randers, Lasse Sommer. Dernæst Paw Damgaard og Christian Rothmann.

Fakta

Klubben blev udnævnt til årets cykelklub i Danmark ved Danish Bike Award 2015 med følgende begrundelse:

Den jyske klub har på meget kort tid formået at stable en af landets største MTB-klubber på benene og tæller i dag 271 medlemmer i alderen 8-63 år. I samarbejde med Randers Kommune har man fået skabt opmærkede MTB-spor og en teknikbane, og klubben har med sin næsten professionelle organisering og frivillige, dedikerede trænere allerede to gange arrangeret succesfulde MTB-løb i DCU-regi og gennemgået en meget imponerende udvikling, siden klubben startede i 2013.

Læs mere om klubbens aktiviteter på mtbranders.dk