Landsby byder flygtninge velkommen

En del af Randers Kommunes flygtninge er i år blevet placeret i Øster Velling, og her yder borgerne en særlig indsats for at tage godt imod dem. Foregangsmanden Ulrik Goerlich nyder at gøre noget for andre mennesker, og så har han fået flere nye venskaber ud af indsatsen.

24. november 2015 - Oprettet af Steven Holst

”Jeg hilste første gang på min nye nabo, en dag jeg skulle flytte en jordbunke. Han kom ud og hilste på mig, fordi han kedede sig. Flygtningene trængte til kontakt med andre mennesker,” siger Ulrik Goerlich, der er tovholder ved Venligboerne – Randers og nabo til flere flygtninge i Øster Velling.

Det kom bag på Ulrik Goerlich og mange af de andre beboere i Øster Velling, da de gamle ældreboliger pludseligt var fyldt med flygtninge. Alle i byen var enige om, at de måtte hjælpe. Flygtningene havde nærmest ingenting i deres boliger.
”Vi ville faktisk gerne have haft besked om, at de kom, så vi kunne have forberedt os på det. En dag var de gamle ældreboliger fyldt med flygtninge. Vi har taget imod dem, så godt vi kunne.”
Kort tid efter Ulrik Goerlich havde hilst på flygtningene, satte han hjælpen i gang. På under et døgn fik han sammen med medlemmerne af Facebookgruppen ”Venligboerne – Randers” kørt en masse møbler, køkkenudstyr, tøj og andet brugbart til Øster Velling, og så kunne flygtningene bare hente det, de skulle bruge.

Bedre til dansk

Måden, de i Øster Velling tager imod flygtningene på, har fået rigtig god respons. Det tyder på, at det virker, når man tager godt imod flygtningene. Man kan ikke gemme sig på sammen måde i en lille by, som man kan i et lejlighedskompleks inde i Randers. I Øster Velling føler de, at de har et ansvar for at tage sig af de mennesker, der ikke frivilligt er blevet placeret i byen. Det har en positiv effekt.    
”Vi har eksempelvis hørt fra sprogcenteret, at de kan mærke på flygtningene, der kommer her fra Øster Velling, at de taler godt dansk, i forhold til hvor lang tid de har været i landet,” siger Ulrik Goerlich.

Indsatsen skaber venskaber og velintegrerede borgere

Flygtningene kommer i første omgang alene til Danmark. På et tidspunkt kommer deres familie også, og så bliver deres bolig i Øster Velling alt for lille. Dermed skal de selv ud og leje noget større. Det har Ulrik Goerlich allerede oplevet med en familie, der startede sit danske liv i Øster Velling. De fik hurtigt muligheden for at flytte fra de 57 kvm. i Øster Velling. I dag lever de i en 110 kvm lejlighed inde i Randers med en mere almindelig dansk hverdag, der indebærer indkøb, børnehave, sprogskole og praktik. Ulrik Goerlich har stadig kontakt med dem, og er god ven af familien.

”Jeg har jævnligt kontakt med de flygtninge, jeg møder i Øster Velling. Det bliver til rigtig gode venskaber, og det er noget, jeg ikke vil undvære. Det er frygtelige historier, de kan fortælle. Det giver mig noget helt særligt, når jeg kan hjælpe dem, jeg udvikler mig og bliver glad” siger Ulrik Goerlich. 

Foto øverst:
Ulrik Goerlich (th) med en af sine nye venner i Øster Velling.