Jobcenter Randers vil være virksomhedernes favorit

Jobcenter Randers opgraderer sin virksomhedsrettede indsats med en ny enhed, der udelukkende skal servicere det lokale erhvervsliv. Ambitionen er, at Jobcenter Randers bliver det foretrukne sted for lokale virksomheder at søge hen, når de leder efter ny arbejdskraft.

Tine Arensbach, ny leder af jobcenterets virksomhedsenhed

17. november 2015 - Oprettet af Christian Sloth Olesen

”Jeg ønsker at skabe en afdeling, der bliver offentlige og private virksomheders foretrukne kontaktpunkt. Vi skal have opbygget en synlighed sådan, at når en virksomhed har behov for en ny medarbejder, så er Jobcenter Randers det første, virksomheden tænker på,” siger Tine Arensbach, der netop er blevet ansat som leder af den nyoprettede virksomhedsenhed på Jobcenter Randers.

Enheden skal udelukkende servicere det lokale erhvervsliv og bliver virksomhedernes entydige indgang til jobcentret. Den nye enhed er resultatet af en klar opgradering af jobcenterets virksomhedsrettede indsats, og den er oprettet som led i jobcenterets nye virksomhedsstrategi. Foruden Tine Arensbach, kommer enheden til at bestå af 7 virksomhedskonsulenter og 4 administrative medarbejdere.

Tine Arensbach kommer fra en stilling som eksportkonsulent i Eksportforeningen, og den 39-årige virksomhedsrådgiver og netværksfacilitator har stor erfaring i at opnå specialviden om virksomheder. Den viden vil hun nu sætte i spil på jobcenteret.

Mere proaktiv tilgang til virksomheder
I jobcenterets virksomhedsstrategi er det besluttet, at samarbejdet med virksomhederne skal styrkes og, at jobcenteret skal være mere proaktivt i forhold til virksomhederne.

”Det synes jeg er en meget fremsynet og rigtig tankegang. Vi skal opbygge en viden om de lokale virksomheders behov og skabe en større sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel. Her kan jeg trække på både min erfaring fra ansættelser i private virksomheder samt min tid i Eksportforeningen, hvor jeg har arbejdet meget proaktivt i forhold til virksomhederne for at opbygge specialviden og være i stand til at levere utroligt målrettede ydelser, siger Tine Arensbach, der forventer et udfordrende arbejde på jobcenteret.

Kvalitet tager tid
”Jeg har høje ambitioner, men jeg er også bevidst om, at kvalitet tager tid. Når man arbejder med viden, går der noget tid, før der kommer resultater. Og en af udfordringerne bliver derfor at balancere opbygning af vidensarbejdet med den forventning til performance, der helt naturligt også vil være. For jeg ønsker ikke at sætte skibe i vandet, som ikke når en havn,” siger Tine Arensbach.

Den 39-årige afdelingsleder begynder i sit nye arbejde den 1. december, men vil allerede inden da deltage i ansættelsessamtaler, når afdelingens virksomhedskonsulenter skal ansættes. Og Tine Arensbach glæder sig til at komme i gang.

”Jeg glæder mig til at få lov til at være med til at påvirke opbygningen af den her afdeling fra dag et. Herunder at få sammensat et hold, der brænder for den indsats, vi skal ud at levere,” siger hun.