Skal vi være spisevenner?

Ordningen med frivillige spisevenner til ældre borgere har eksisteret i Randers Kommune i godt tre år. Spisevennerne spreder glæde og hygge omkring måltidet, og Madservice Kronjylland vil gerne kunne sammensætte endnu flere match mellem frivillige og ældre, der ønsker selskab i forbindelse med et måltid.

14. oktober 2015 - Oprettet af Marie Have Qvist

”Der er stadig en stor del af vores kunder, der ofte spiser alene. Det kan resultere i, at den ældre spiser mindre, og at der ikke er glæde ved måltidet,” fortæller Marianne Sloth, der er leder af Madservice Kronjylland.

Undersøgelser viser, at en væsentlig del af de ældre, der bliver indlagt på sygehuset, er underernærede. En del af problemet kan løses med særlig energirig mad, men ordningen med spisevenner kan løse den sociale del af problemet.

Madservice Kronjylland matcher de frivillige spisevenner med de ældre, der ønsker sig selskab omkring et måltid en gang om ugen, og kvitterer desuden med et gratis måltid til spisevennen.

Hvis man kunne tænke sig at høre mere om at blive frivillig spiseven, kan man kontakte Madservice Kronjylland på tlf. 89 15 86 50.

Succes med spisevenner

Lige nu er der cirka tyve match af frivillige spisevenner og ældre borgere i Randers Kommune, og ordningen fungerer rigtig godt.

”Når vi får lavet et rigtigt match mellem en frivillig og en ældre borger, så er resultatet hyggelige stunder, mere appetit og større livsglæde for den ældre,” fortæller leder af Madservice Kronjylland, Marianne Sloth.

Hun fortæller, at ordningen også har skabt venskaber mellem nogle af de frivillige spisevenner og den ældre, de besøger.

”Det vigtigste er, at den frivillige er med til at skabe en god stemning omkring et måltid en gang om ugen og også hjælper med at dække bord, rette an og vaske op,” fortæller Marianne Sloth.

Læs mere om Madservice Kronjylland