Ildsjælene skaber liv

Sødring-Udbyhøj Borgerforening er blot en af flere foreninger, hvor ildsjæle kæmper en ihærdig kamp for at udvikle den nordøstlige del af Randers Kommune til et aktivt og attraktivt landsbyområde. En af ildsjælenes store sejre er den nye gadebelysning i Udbyhøj. Men ifølge formanden er der stadig masser af ting at kæmpe for.

13. november 2015 - Oprettet af Steven Holst

I Randers Kommunes nordøstlige hjørne finder man landsbyerne Sødring og Udbyhøj. Naturskønt beliggende ud til Kattegat og ved indsejlingen til Randers fjord. Mange kender nok området for Randers Kommunes eneste strand og for den nye lystbådehavn, der stod færdig for et par år siden med 200 nye bådpladser og alt, hvad der hører til en moderne havn.

Vi vil ikke glemmes
”I et område som vores er vi nødt til at gøre opmærksom på os selv for ikke at blive glemt,” siger Vibeke Plauborg, der er formand for Sødring-Udbyhøj Borgerforening og fortsætter:
”Borgerforeningen er talerøret til kommunen, og de lokale politikere kender os og ved, at vi gør meget for området selv.” Der er mange foreninger i Sødring-Udbyhøjområdet og de har i en årrække samarbejdet om events, aktiviteter og lokale forbedringer som f.eks. at skaffe gadebelysning til Udbyhøj.
”For mig betyder det meget, at jeg bor i en by, hvor det er rart at være,” siger Vibeke Plauborg om det store engagement fra de mange ildsjæle i foreningerne. Og indsatsen er nødvendig for områdets overlevelse:
”Hvis vi ikke var aktive i vores område, ville det blive rigtig udkant med tomme huse. Det ville være superærgerligt, for her er så skønt,” fastslår hun.

Planlægning i samarbejde med Randers Kommune
De mange lokale aktiviteter, som ofte bliver til i et samarbejde mellem borgerforeningen, forsamlingshuset, havnen m.fl., er beskrevet på hjemmesiden www.su-events.dk. Her kan man bl.a. læse om Randers Fjord Festivalen, som i 2015 blev afholdt for anden gang med optræden af Thomas Eje og kunstneren Tom Donovan. Lige nu arbejder det lokale foreningsliv med at udarbejde en plan for udvikling af Naturpark Randers Fjord og en landsbyplan indeholdende en lang række ønsker til lokalområdet.

Masser at arbejde for endnu
Blandt lokalområdets ønsker nævner Vibeke Plauborg bl.a. bedre mobildækning og udbredelse af fiberbredbånd i området. Ifølge borgerforeningsformanden er der også behov for gadebelysning i Sødring ligesom mange ønsker fartdæmpende foranstaltninger i landsbyerne. Og så er der naturligvis alle de sædvanlige aktiviteter, som en borgerforening står for med opstilling af juletræer i byerne, den årlige generalforsamling mv. I alt dette er Vibeke Plauborg en central aktør, der har været med helt fra starten af Sødring-Udbyhøj Borgerforening i 2003. I øjeblikket arbejder hun mest i rollen som koordinator for nogle af de mange aktiviteter, der finder sted i området. Derudover deler hun gerne ud af sine erfaringer med frivilligt arbejde til nogle af de nye unge mennesker, der efterhånden kommer med i foreningsarbejdet.
”Det handler om at få skabt nogle forhold i landsbyerne, så vi selv kan få glæde af området og få nogle flere turister herud,” slutter Vibeke Plauborg.

Læs mere om Sødring-Udbyhøj Borgerforening på www.udbyhoj.dk