Virtuel hjemmepleje er et hit

Et enkelt klik – og du har dit plejepersonale på en skærm foran dig. Det er en af fordelene ved virtuel hjemmepleje, som giver borgerne ro og tryghed, mens det gør arbejdsgangen lettere for plejepersonalet. Ordningen trådte i kraft i Randers Kommune i juni 2015, og det har vist sig at være et hit hos både borgere og personale.

”Godmorgen Alf – hvordan har du det i dag?” spørger Karina Spanner, hvorefter de to snakker lidt frem og tilbage.

27. juli 2015 - Oprettet af Marie Have Qvist

Hvis en borger i Randers Kommune får mange besøg fra hjemmeplejen og gerne vil have mere frihed og ro i hverdagen, så er det nu muligt at få sat en skærm op i hjemmet og mødes digitalt med hjemmeplejen.

”Vi oplever, at nogle borgere betragter os som et forstyrrende element i deres hverdag. Hvis de for eksempel får 5-6 besøg om dagen på cirka-tidspunkter, kan det være svært at planlægge andre ting. Nogle borgere føler også, at de skal være præsentable og have ryddet op, når vi kommer, og det kan være stressende og irriterende for dem,” fortæller distriktssygeplejerske Karina Spanner.

Karina Spanner tilføjer, at der altid ligger en faglig vurdering bag, om borgeren kan få glæde af at få skærmopkald fra hjemmeplejen, og at det ikke kun handler om, hvor mange besøg en borger modtager.

Randers Kommunes hjemmepleje i Kristrup/Vorup distriktet begyndte at anvende virtuel hjemmepleje i starten af juni, og indtil videre er det en stor succes. Efter sommerferien skal ordningen evalueres, og der vil blive taget stilling til, om det skal udbredes til den øvrige hjemmepleje.

Alf er glad

Karina sætter sig foran skærmen, tager sit headset på og ringer op. Ganske kort tid efter toner Alf Jørgensen frem på skærmen.

”Godmorgen Alf – hvordan har du det i dag?” spørger Karina Spanner, hvorefter de to snakker lidt frem og tilbage.

Skærmopkaldet til Alf Jørgensen er en erstatning for dagens første hjemmebesøg, som Alf fik før i tiden, og som han ikke altid brød sig om. Formålet med kontakten er at sikre, at Alf er kommet op, og at han har det godt.

”Alf har givet udtryk for, at han syntes, vi fyldte for meget i hans hverdag, og derfor var han blandt de første, der fik tilbudt virtuel hjemmepleje,” fortæller distriktssygeplejerske, Karina Spanner, og Alf er rigtig godt tilfreds med den nye ordning.

”Jeg får den samme hjælp, som jeg gjorde før, og det er blevet meget nemmere,” siger Alf Jørgensen.

Altid mulighed for besøg

Virtuel hjemmepleje er som regel kun et supplement til den almindelige hjemmehjælp, hvor plejepersonalet kommer på besøg hos borgeren. Skærmopkaldene kan spare tid og ressourcer i hjemmeplejen, og skærmene bliver kun installeret hos borgere, der har mulighed for og lyst til at modtage denne form for hjælp.

”Det er meget let og effektivt at foretage skærmopkald til borgere, og vi kan læse rigtig meget i borgerens fremtoning, mimik og stemmeføring. Hvis vi bliver i tvivl om, hvorvidt borgeren er helt okay, så aflægger vi selvfølgelig et fysisk besøg hos borgeren med det samme. Det gør vi også, hvis borgeren ikke svarer på skærmopkaldet,” fortæller Karina Spanner.

”Vi har dog allerede erfaret, at vi kan klare rigtig meget praktisk over skærmen også – blandt andet kan vi måle ilttilførsel og blodtryk via apparater, der er tilsluttet maskinen,” siger distriktssygeplejersken.

Ud af de cirka 400 borgere i Randers Kommune, som får pleje i hjemmet, er det knap 40 borgere, der i løbet af de kommende måneder får tilbudt virtuel hjemmepleje.

Kan forebygge indlæggelser

Som udgangspunkt er det hjemmeplejen, der kontakter borgeren via et skærmopkald, og i nogle tilfælde kan borgeren også få mulighed for at ringe op, hvis der opstår en situation, som gør borgeren utryg.

”Der er for eksempel rigtig mange borgere med KOL, som på et eller andet tidspunkt vil opleve frygt for ikke at kunne få vejret, og derfor meget naturligt vil ringe 112. Vi håber, at nogen af dem vil ringe til os i stedet og få hurtig råd og vejledning. Det kan nemlig være en meget ubehagelig oplevelse for borgeren at blive indlagt akut og derefter blive hurtigt udskrevet, fordi man med svær KOL ofte ikke har hverken luft eller energi til at blive akut indlagt og udskrevet igen,” fortæller Karina Spanner.

Det er også muligt at følge forskellige andre lidelser – for eksempel udviklingen af et sår, som borgeren kan vise til sygeplejersken via skærmen.

”Vi håber også, at vi med tiden kan bruge skærmene tværfagligt, så vi som fagpersoner kan kommunikere med hinanden via skærmene og for eksempel deltage i udskrivelsessamtaler. Det er også en mulighed, atvi kan anvende dem til oplæring og kompetenceudvikling,” siger Karina Spanner.