Ny indgang til tandplejen i Randers

Et nyt digitalt bookingsystem skal gøre det lettere for forældre at bestille barnets tid ved tandplejen i Randers Kommune. Nu kan man i alle døgnets timer bestille og afbestille tid, kommunikere med tandplejen og se barnets journal digitalt.

31. marts 2015 - Oprettet af Anette Uldael Christensen

Som forælder skal man følge sit barn til den kommunale tandpleje, indtil barnet er cirka 10 år gammelt. Det kan være svært at få passet ind i en travl hverdag, og man har ikke altid tid og mulighed for at ringe til tandlægen indenfor åbningstiden, selvom den tilsendte tid ikke passer ind i kalenderen.

”Vi har en forhåbning om, at det nye bookingsystem vil gøre det lettere for forældre at finde en tid, der passer ind i deres hverdag – her kan man logge ind i alle døgnets 24 timer og finde en tid, der passer,” fortæller lederen af tandplejen i Randers Kommune, Lars Høvenhoff.

Det nye bookingsystem er tilgængeligt fra marts måned 2015, og man finder det via booktandplejen.randers.dk. Man skal bruge nemID for at logge ind, og på barnets profil kan man også kommunikere med tandplejen og se barnets journal.

Gå til det nye bookingsystem

Tandevent på skolerne

For at skabe opmærksomhed omkring det nye bookingsystem, afholder tandplejen i Randers en event onsdag d. 8. april 2015 på et udvalg af skolerne i kommunen.

”Vi har pakket små poser med tandplejeprodukter, sjove postkort og information om det nye bookingsystem, som vi deler ud til eleverne på skolerne,” fortæller cheftandlæge Lars Høvenhoff.

”Vores budskab er primært, at det nye system er nemt at bruge, og at det har potentiale til at lette proceduren omkring alle former for kommunikation med tandplejen – både for forældre og de unge mennesker, der kommer hos os,” siger Lars Høvenhoff.

Hos tandplejen i Randers Kommune håber man, at brugerne vil tage godt imod det nye system, da det også kan lette arbejdsgangene for de ansatte ved tandplejen. Bookingsystemet er realiseret med støtte fra kommunens Innovationspulje.