Rundstykker til cyklister

En tåget tirsdag morgen den 4. april var ansatte fra Regionshospitalet stået tidligt op for at dele morgenmad ud til friske cyklister på vej til jobbet. De ansatte fra hospitalet deltager i kampagnen ”Vi cykler til arbejde, ” der ruller i maj. De vil gerne have flere med i kampagnen, så derfor delte de rundstykker ud en tidlig forårsmorgen:

04. april 2017

”Vi arbejder på Regionshospitalet og repræsenterer sundhed. Derfor vil vi gerne motivere alle borgere til at få rørt sig på cyklerne,”  sagde afdelingssygeplejerske Lise Elsberg, der havde travlt med at dele morgenbrød ud til travle cyklister.

Hun cykler selv til arbejde hver dag hele året rundt og har deltaget i kampagnen i mange år:

”Vi skal have endnu flere af de ansatte på hospitalet til at træde i pedalerne i år. Derfor har vi forskellige konkurrencer og masser af sjove cykelinitiativer kørende i april og maj måned for at lokke alle mine kollegaer til at lade bilen stå og springe på cyklen til jobbet,”  sagde Lise Elsberg.

Se TV klip fra TV2 Østjylland om eventen. Her fortæller Birgit Berggrein, der er projektleder for Randers Cykelby, hvorfor Cykelbyen låner elcykler ud til ansatte på Regionshospitalet. 

 

Kirsten Frederiksen var én af de mange morgenduelige cyklister, der fik et rundstykke i cykelkurven tirsdag den. 4. april.

”Der er alt for mange biler på gaderne, så kampagnen er et godt initiativ, som forhåbentlig kan motivere flere til at cykle,”  fortalte Kirsten Frederiksen, der var på vej til sit arbejde i Randers. Hun har skiftende arbejdssteder med store afstande, så det er ikke altid, hun har mulighed for en tur i sadlen til jobbet:

”Man bliver anderledes frisk og har mere energi, når man cykler. Jeg glæder mig derfor over de dage, hvor jeg arbejder i cykelafstand til mit hjem og har mulighed for at få vind i håret på turen til jobbet.” 

Kirsten Frederiksen elsker at cykle og få vind i håret, og hun var glad for at få et rundstykke med på vejen til jobbet. 

Fakta

Den landsdækkende kampagne ”Vi cykler til arbejde” ruller fra den 1. til den 31. maj.

Det er nemt at tilmelde sig ”Vi cykler til arbejde.”  Man skal blot samle et hold af 4-16 kollegaer, og tilmelde sig på kampagnens website www.vcta.dk

Deltagerne kan vinde flotte landsdækkende præmier, ligesom Randers Cykelby støtter kampagnen med  lokale præmier. De hold, der har flest cykeldage, kan vinde en kulturel oplevelse på Værket, middage på en restaurant og biografture.