Sundhedscenter i stærkt forskningssamarbejde

Randers Sundhedscenter er en attraktiv samarbejdspartner for forskere inden for sundhedsområdet. Sundheds- og omsorgsudvalget er netop blevet orienteret om igangværende forskningsprojekter på Sundhedscenteret, og de inkluderer blandt andet samarbejder med tre af landets universiteter, VIA University og Tandlægeskolen i København.

20. maj 2016 - Oprettet af Marie Have Qvist

Se indslag fra TV2 Østjylland om Randers Sundhedscenter og forskningssamarbejde

                               

Hvordan påvirker en kræftsygdom din identitet? Hvilket materiale er bedst til at lappe huller i tænderne? Kan vi forebygge livsstilssygdomme og fremme sundheden, hvis vi tilbyder alle borgere mellem 30 og 49 år et gratis helbredstjek?

Det er noget af det, fagfolkene i Randers Sundhedscenter hjælper en række forskere fra landets universiteter og faguddannelser med at finde ud af.

”Vi indgår i mange forskellige forskningssamarbejder, fordi vi gerne højne og kvalificere fagligheden – både her i Sundhedscenteret og på landsplan,” siger sundhedschef i Randers Kommune, Lene Jensen.

”I Byrådets vision for 2021 har vi beskrevet, at der er etableret et videns- og forskningscenter på sundhedsområdet i Randers, og med de mange forskningsprojekter er vi helt sikkert på rette spor,” siger Leif Gade, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Læs mere om forskningssamarbejde Randers Sundhedscenter

På forkant med udviklingen

Ifølge sundhedschef Lene Jensen er der mange fordele ved at samarbejde med forskere om at udvikle fremtidens sundhedstilbud.

”Når vi involverer os i forskning, så har vi en finger på pulsen hvad angår den nyeste viden på sundhedsområdet. I bedste fald er vi allerede i gang med at implementere, når et forskningsresultat bliver offentliggjort,” udtaler Lene Jensen.

Forskerne udtrykker også stor tilfredshed med samarbejdet, som bygger på gensidig interesse for at fremme sundhed og forebygge sygdom – både lokalt og på landsplan.

”Vi oplever stort engagement, fleksibilitet og lydhørhed på Randers Sundhedscenter, som gør det attraktivt at samarbejde med fagfolkene i huset,” siger Annelli Sandbæk, professor på Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet. Annelli Sandbæk og hendes team har indgået et femårigt samarbejde med Randers Sundhedscenter omkring projektet Tjek dit Helbred.

Følg Randers Sundhedscenter på facebook